Guldhår. Mor havde guldhår. Der er ikke så meget guld i mit hår. Heller ikke når solen skinner. Det bliver mere rødligt. Altså ikke rødt som min paraply. Mere rødt som i orangebrunt. Er det en farve? Det er det vel, hvis det er den farve, mit hår har. Når jeg bliver stor og ved, hvordan man farver sit hår, så farver jeg mit hår rigtig rødt. Eller grønt. Ligesom de der punkere, der havde et hus, som nogen smadrede uden nogen grund. Eller måske fordi de var sure over, at de stadig boede i deres fars hus, selvom de var voksne.

Det startede med en forundring over hvor modsætningsfyldt det hele nogle gange kan synes, hvor vidunderlig og trist og ucharmerende og fortryllet sådan en typisk boligblok i et brokvarter kan være, hvor kaotisk og sammenhængende livet kan gå.

Nu munder det altsammen ud i en debutroman fra Monica Hylander Friis, som i årevis selv har arbejdet med andre menneskers bøger på forlag og for magasiner. Paraplypigen er en roman om mennesker der har mistet, om den lille pige Asta med den røde paraply og den gamle mand Zacharias, og hvordan de to finder ud af at bruge hinanden til at nå et mål de ikke er klar over de har. I den anledning stillede vi hende fem spørgsmål og bad hende anbefale fem bøger der har inspireret hende selv som forfatter.

Hvad fik dig i gang med at skrive netop denne bog?

"En sætning: ’Verden er et smukt og sørgeligt sted, fyldt med smukke og sørgelige mennesker.’ Jeg kunne ikke få ordene ud af mit hoved, så derfor skrev jeg dem ned. Det blev også den sætning, der starter historien."

Du har selv boet mange år i en opgang på Amager ligesom personerne i din bog, så du må have kunnet bruge en masse af dine iagttagelser fra hverdagen?

"Amager rummer en utrolig diversitet, som jeg finder fascinerende og tiltrækkende. Der er så mange typer, og så mange nuancer af de typer, at det er umuligt ikke at lade sig inspirere. Så ja, det har jeg bestemt. Når det så er sagt, så skrev jeg faktisk størstedelen af bogen i Brooklyn, New York."

Inden du sprang ud som skønlitterær forfatter har du arbejdet med at skrive under andre former, har det hjulpet dig i dit arbejde med bogen?

"At skrive skønlitterært er for mig noget helt andet end at skrive eksempelvis artikler og pressebreve. Det fantastiske og befriende ved at skrive skønlitterært er, at der ikke er nogen regler eller rammer - ud over dem man selv laver."

Hvem skriver du til? Har du forestillet dig en bestemt type læser af din bog?

"Da jeg startede med at skrive bogen, skrev jeg primært til mig selv. Jeg havde mistet min far, og det var på sin vis en måde, hvorpå jeg kunne skrive mig igennem mange af mine følelser. Det var derfor først senere, da bogen blev antaget og skulle igennem en redigering, at jeg blev mere bevidst omkring, at der var andre, der skulle læse den."

Hvad skal du lave tirsdag d. 5. august, når Paraplypigen udkommer?

"Jeg skal til en lille reception for Paraplypigen i Politikens Boghal om eftermiddagen. Og så skal jeg ud at spise med min familie om aftenen."

5 anbefalinger fra Monica Hylander Friis

1. Jonathan Lethem: Moderløse Brooklyn

Har du nogensinde spekuleret på, hvordan det er at have Tourettes?

Det får man på mange måder svar på, når man hopper ind i hovedet på Jonathan Lethems hovedperson, Lionel Essrog - en af de mest utraditionelle detektiver, jeg nogensinde er stødt på. Man kan mærke det helt ude i fingerspidserne, når han prøver at holde et udbrud tilbage.

Det er genialt tænkt og skrevet.

2. Paul Auster: Moon Palace

På mange måder var det Moon Palace, der gjorde, at jeg for alvor fik lyst til at skrive. Jeg læste den i gymnasiet og kan huske, at jeg tænkte, at det var sådan en historie skulle fortælles.

Auster har skrevet mange fremragende bøger, men denne roman om den unge newyorker Marco er efter min mening en af de absolut bedste.

3. Knud Romer: Den som blinker er bange for døden

Hver sætning er som en lille velplaceret mavepuster. For mig er denne bog indbegrebet af at skære helt ind til benet.

Resultatet er knivskarpt og hjerteskærende.

4. Gary Shteyngart: Super sørgelig sand kærlighedshistorie

39-årige Lenny Abramov, der er hovedperson i denne futuristiske kærlighedshistorie, er en trist men også vildt sjov figur. Det er de, der omgiver ham også.

Det er deprimerende og dog så underholdende læsning.

5. Siri Hustvedt: Det jeg elskede

Siri Hustvedt kan skrive, så det kribler og krabler under huden på en.

Det jeg elskede er psykologisk uhygge, når det er bedst.

Så kort kan det siges.