Han er en helt igennem respektabel mand, Jørgen Usse Gravesen. Alt går efter en snorlige streg uden den mindste afvigelse fra normen. Haven er nydelig, bilen er nyvasket, parcelhuset i Korsør bliver der taget godt hånd om, og der er lys på alt, for Jørgen er elmontør, og i 22 år har han trofast passet sit arbejde hos Due-El, uden at de har været noget som helst at sætte fingeren på. Derfor kommer det som et chok for ham, da han en dag bliver afskediget på grund af omlægninger i virksomheden. Det er en eufemisme for at tage polske daglejere ind, der er villige til at lave klamp og hurtige løsninger til billige penge, sådan som Jørgen og hans kolleger ser det, i stedet for stolte og feriepengeberettigede elmontører som Jørgen selv, der sætter en ære i sit job og ikke gerne går på kompromis med ledningsføringen eller sætter tempoet unødigt op. Jørgen har dog heldigvis en solid støtte i konen Anita, og med hjælp fra Hanne i El-Forbundet skal han hurtigt komme i arbejde igen.
Men som ugerne og månederne går, uden at Jørgen får positiv respons på sine stadig mere frejdige jobansøgninger, glider han støt ind i en fantasiverden, som dørene bliver åbnet til med et eskalerende indtag af guldøl, Fernet, vraggodsvodka og naboens årgangswhisky. Jørgens fantasier er temmelig eksplicit erotiske, og det er vel at mærke en altfavnende erotik, hvor alt fra spinningcykler og løbebånd til legepladsredskaber og smertestillende piller forvandler sig til nymfer, der hungrer efter at blive tilfredsstillet af Jørgen. Indpiskende fitnessdamer, dannede hundelufterdamer, tissemandsmissiler og rutsjebaneture i brystlandskaber: Alle tabuer bliver brudt i den verden, Jørgen bliver budt ind i af sin lediggangshjerne. Det er ellers ikke, fordi Jørgen ikke får afløb for sine kødelige behov hos hustruen Anita, for i det ufrivilligt barnløse og overlagt omgangskredsfrie ægteskab er der ingen til at fjerne deres fokus fra hinanden, men desto mere tillokkende dagdrømmene bliver, desto mere isolerer Jørgen sig fra Anita og omverdenen i det hele taget.
Det er en nedadgående spiral, men selvom historien er dybt mistrøstig og næsten Bent Vinn Nielsen'sk grusom i sin kynisme, så er Jørgens erotiske dagdrømmerier så herligt udkoksede og surrealistiske, at man egentlig godt forstår, at han har lyst til at give pokker i det virkelige liv og bare synke ind i en drømmeverden, hvor ingen, hverken hans kone eller fagforeningen eller de invaderende polske elmontører, får lov at trænge ind. Og selvom man gyser, når Jørgen ødelægger det hele for sig selv og Anita med tåbelige impulsive økonomiske dispositioner og et stadig tættere venskab med den småpsykopatiske fraskilte nabo Madsen, så hepper man også på ham, når han fræser prydhaven op og giver pokker i de konventioner, han hele sit liv har ligget under for. Jørgen skejer i den grad ud, kører på knallert, får kamphund, går på værtshus hele natten og kommer i slagsmål, men selvom han stadig er rundet af en strengt provinsiel normativitet, hjælper udskejelserne også med til at give ham en større forståelse for andre mennesker, der fraviger normen.
Så nok så trist en beretning, Slagterkoner og bagerenker er, så er den altså ikke håbløs: Det er kun i virkeligheden, at alt efterhånden er tabt. Lige så tungt og deprimerende det er at læse om Jørgens misbrug og fremmedgørelse overfor konen, lige så opløftende er det, når Jens Blendstrup i en af de mere og mere omfangsrige sidebemærkninger lader Jørgen se verden på en ny måde. Som her på besøg på plejehjemmet hos den demente far:
Bare det at gå ind ad de selvåbnende døre hen til indgangsdøren der er låst. Lugten i slusen. Falsk forglemmigej og krasse rengøringsmidler. Gud ved om det er noget de laver for at forhindre de gamle i at flygte. Lidt ligesom de der metalbroer eller kvægriste med luft under til køerne ude på landet. De tør heller ikke flygte. Måske er lugten en slags tåge som kun de gamle kan se som tåge, fordi de i forvejen står yderst på livets klint. Måske sker der noget særligt i de senile, når de kommer ud til slusen. De ser deres fædre og mødre og arbejdsgivere stå i tågen og kalde. Men det er listig kalden fuld af æter og falskhed.
Det er sidespor som dette, der får Slagterkoner og bagerenker op over 400 sider og gør den til hans med afstand længste roman hidtil. Og det gør faktisk ikke noget, fordi det er i alle sidesporene, romanen løfter sig ud af traurigheden, og fordi det er i det lange stræk, man kan se, hvordan Jørgen langsomt nedbrydes udadtil, mens han åbner sig indeni. Jørgen selv bevæger sig gradvist ind i en tåge, der ligner den, hans far befinder sig i, fordi det er nemmere end at forholde sig til emsige rykkerbreve og pernittengryne sagsbehandlere. I rusen finder Jørgen et liv, der er langt mere tilfredsstillende end det, han havde før.
På den måde er Slagterkoner og bagerenker en ganske amoralsk roman. Den kan også læses som et oprør mod udskamningen af arbejdsløse, men mere end noget andet er den en - minutiøs! -beskrivelse af alt det, der foregår inde i hovedet på et menneske, der bliver udstødt af samfundet.
