Hvordan overlever mennesker krig og krigens tortur? En ting er, hvordan voksne kan overkomme de rædsler, de ser og bliver udsat for, men hvordan kan børn klare sig, og så især hvis de bliver skilt fra det menneske, de er allermest forbundet til.
De to tvillingesøstre Pearl og Stasha bliver anbragt i Dr. Mengeles lejr for børn med særlige egenskaber. Her udsættes de ikke blot for krigens rædsler men også for frygtelige undersøgelser og tortur. Behandlinger, som ville være umenneskelige at overleve selv for voksne.
Men pigerne overlever, deres kærlighed til hinanden gør, at de hver især forsøger at beskytte og skåne den anden for virkeligheden. Selv da alt synes tabt. og de befinder sig alene midt i rædslerne, holder de ikke op med at kæmpe for at finde en vej tilbage til livet og til hinanden.
Bogen handler om søskendekærlighed og den samhørighed, tvillinger er kendt for at have. Den handler om, hvordan mennesker finder måder at beskytte dem, de elsker, og hvordan der selv under de mest forfærdelige omstændigheder kan findes glæde og opbygges venskaber.
Mischling får min varmeste anbefaling. Bogen blev slugt på en aften, tygget lidt på og så nærlæst en gang til. Den skildrer krigens rædsler på en gruopvækkende måde, men det er ikke det, man sidder tilbage og husker. Faktisk sad jeg tilbage med en følelse af håb. For uanset hvad er intet stærkere end kærlighed og håb. End ikke krig, tortur og død kan ødelægge os, så længe vi har kærlighed i vores hjerter.
