Med op mod en snes digtsamlinger, prosasamlinger og romaner i eget navn, i samarbejde med andre forfattere og under pseudonym, med to indstillinger til Nordisk Råds Litteraturpris og med en række legater kan Morten Søndergaard her nogen-og-tyve år inde i karrieren efterhånden godt siges at være et etableret navn. Men som hans talrige sidespring med udstillinger, lydinstallationer, dramatiske værker, pladeudgivelser, et sindrigt ordapotek, marmorgraveringer og meget mere demonstrerer med al tydelighed, er han langt fra fastlåst i et bestemt udtryk. Hvis der alligevel er noget der har kendetegnet hans skrivning, specielt over de senere år, er det et forsøg på at afdække hvad der ligger bag sproget: Hvad det egentlig er vi siger, med de ting vi siger, og hvilken værdi vi tillægger alt det der bliver sagt.
Døden er en del af mit navn åbner med digtkredsen “Min fars hjerne”, hvori Morten Søndergaard anerkender at der måske nok er en arv fra den sprogudforskning han selv har bedrevet, til faderen, navneforskeren Georg Søndergaards, livsværk. Når han skriver om de hulkort faderen fik udleveret fra cpr-registeret til sin forskning, er der i hvert fald et slægtskab med Ordapotekets indlægssedler med forskellige ordklasser og deres funktioner: Alt registreret så nøgternt som muligt, men med bevidstheden om den effekt ordene kan have, såvel som den effekt navnet har på det menneske der bærer det. Og det menneske på andre mennesker. Når det så endda følges op med mindet om hvordan børnene bagefter blev sat til at hjælpe med at klippe de hulkort i stykker efter brug, for at informationerne ikke skulle falde i de forkerte, usagkyndige hænder, er temaet om den tabte identitet og de identiteter man påtager sig, slået fast.
Centralt i Døden er en del af mit navn er digtet “Bøjningsformer”, hvor Morten Søndergaard bøjer sit eget navn, som var det to verber:
præteritum
myrtnes
søndergåespræteritum paticipium
modnet
sønderhakket
Det er nørdet humoristisk og fatalistisk på samme tid: For døden er jo faktisk en del af ens navn, hvis man som Morten Søndergaard har tilbragt en god del af sit liv i Italien:
Hvad hedder du? Jeg går og hedder Morten
det giver et gib i folk, når jeg siger det.
La morte hvisker de og træder et skridt tilbage. Døden er
en grib, der svæver i mit navn, så jeg hele tiden
må stave det med byer: Modena, Orvieto, Roma, Torino,
Empolu, Napoli.
Men selvom store dele af Døden er en del af mit navn kredser om døden og om adskillelsen, at blive revet løs og flakke rundt som i suiten “Samarkand”, så handler den også om at affinde sig med det grundvilkår og om at finde noget at holde fast i bare for et øjeblik. Det sker i linjer som denne: “Jeg går mellem træerne, og øksen føles godt i hænderne.” Her er alt ildevarslende og fredfyldt på samme tid, der er fuldkommen ro, selvom noget uigenkaldeligt skal ske.
Hvis du er tilfreds, så er alle tilfredse.
Jeg vågnede op i morges
og kunne virkelig ikke
huske nattens drømme.
Sådan er det med
døden.
Jeg vil virkelig ikke
kunne komme i tanke om livet
og det vil bare være mig
der mangler den dag.
Loopet
Al den ro og afklarethed der ligger i den afsluttende strofe, genfinder man i åbningen af Rasmus Halling Nielsens digtkreds OGSÅ. I to spalter forskudt for hinanden står løsrevne billeder, “siv er // du er varm // i lang tid / hvor det // din mave er blød”, der nok antyder en stemning, men ikke som sådan giver mening som et hele, indtil det går op for en at højre spalte kan læses selvstændigt som et næsten helt uspoleret udsagn. Et øjebliksbillede, hvor jeg-stemmen midt under noget så prosaisk som en kartoffelskrubning bemærker sin elskede der kommer ud af badet, bemærker maven, huden, håret, registrerer hvor intense hans egne følelser er og konkluderer at han vil “gøre hvad / som helst / for at dette øjeblik / aldrig ophører”.
Derfra går Rasmus Halling Nielsen så i gang med at forsøge at fange alt det andet der rammer ham lige så stærkt som det ene øjeblik, alle de næste øjeblikke, hvor der er krig , hvor der er opvågnen, hvor der er en fred der bliver brudt, og en fred der bliver forsøgt bevaret, men som hele tiden hugges i stykker.
der i en indre masse der i en indre masse afløser en vagtsom frygt der er en indre vagt der
er en indre vagt om sommeren er jorden kold
I løbet af de sidste ti år har den yngre digter arbejdet sig frem mod en proces, hvor teksten forskydes og klippes op, så nye meninger opstår eller i det mindste antydes. Det er selvfølgelig en teknik man kender fra hiphoppen med dens loopede samplinger, og Rasmus Halling Nielsen har da også flere gange arbejdet i musikalske sammenhænge, omend også her oftest ude i det avantgarde, omkring noise og konkret musik. Det fik vi en smagsprøve på herovre på Bornholm, da han under Jakob Hansens Litteraturfestival i 2015 satte en lydinstallation op i klippeformationen Den Sorte Gryde, hvor en tekst blev klippet op og forvrænget, sunget og manipuleret med voldsomme elektroniske udbrud, mens havet skvulpede ind over det hele. Senere lavede han på en udstilling på Albertslund Bibliotek en tekstgenerator, der sammensatte elementer af hans tekster på nye måder. På den måde fragiver skaberen kontrollen over det skabte, lader teksten leve sit eget liv og danne nye sammenhænge for læseren, uden at forfatteren blander sig.
Loopet løber igennem OGSÅ, fragmenter som “skuldrene bærer vægten af kulde / og når det er koldt en tung jakke”, “er det nøgen er / er røgen kendt”, “massive stykker af / massive låger og bag” går igen med støt stigende frekvens, indtil det hele kokser i sansninger af øjeblikke der får det samlede hele der var i begyndelsen, til at krakelere til små fragmenter der hver for sig ikke længere giver den store mening. Fordi den store mening i virkeligheden er en illusion, forstår man.
Rasmus Halling Nielsen er en rabiat stemme i nyere dansk litteratur, og han fordrer en vis udholdenhed af sine læsere. Som belønning lader han til gengæld små glimt af uforbeholden skønhed åbenbare sig midt i støjen, hvor de står så meget desto stærkere frem. Og han gør adskillelsen lige nøgternt begribelig som den er ubærligt grusom.
