Efter at have tilbragt en del af sommerferien i de sydsvenske skove gav det god mening endelig at få læst Hannah Lutz' lille kollektivroman Vildsvin. Vel med sine 95 sider strengt taget en novella, altså en kortroman. Det er en på mange måder ret ung bog, næsten helt stakåndet i lange stræk, fordi de tre fortællere i den sanser så meget hele tiden og har vanskeligt ved at processere det. Og det samtidig med at tonen i bogen er så fin og stille, at den virkelig rammer den der fornemmelse af en kæmpemæssig skov, hvor man selv står og er så lillebitte midt inde mellem træstammerne. Mosset, der dæmper lyden af ens skridt, de rådne grene, der knækker under ens fødder, åndedrættet, når man strider sig igennem løvet op ad skrænter. Og så altså alt det, der pusler længere inde i skoven, som ikke altsammen er lige fredeligt.
Det er en pointe, der henad vejen træder stadigt tydeligere frem i Hannah Lutz’ bog: at hverken naturen eller fortiden er så tryg eller ukompliceret, som man gerne vil gøre dem til. Der er de vildsvin, som bogen umiddelbart foregiver at handle om, men selvfølgelig handler den ikke så meget om, hvordan vildsvinet er blevet reintroduceret i de svenske skove efter at have været næsten helt udryddet, som om hvordan det påvirker de mennesker, der lever i skovene, når vildsvin går bersærk i deres haver og på deres marker. Den kontrollerede vildskab, som nogle gange karambolerer med menneskets forestilling om sit eget overherredømme, er en problemstilling, vi også kender herhjemme i forhold til sæler og fiskere, men Vildsvin er ikke som sådan et partsindlæg i den debat, selvom den lader de forskellige røster komme til orde.
Det handler mere om kontroltabet, som når en af fortællerne bedstefar langsomt mister forstanden til demens, og hun i et forsøg på at vække en rest af den til live ved at bringe ham tilbage til den skole, han gik på som barn, og gennemføre rollespil med ham, hvor hans gamle lærer og klassekammerater optræder. Eller når et par langsomt driver ind i en inerti, som en besøgende veninde fra Göteborg ikke formår at trænge ind i. Eller når en ung mand på jagt efter vildsvinene prøver at lade sig rive ind i en naturtilstand, gå i et med skoven.
Den pointe får Hannah Lutz skrevet godt frem uden at overdrive den. Mennesker prøver at begribe naturen, gør vold på den, når de vil betvinge den; på sig selv, når de vil overgive sig til den. Vildsvin er en stilsikker debut om uafvendelighed og moslede blomsterbede.
