Det er tre bøger, der tilsyneladende ikke har andet tilfælles end det smalle publikum, de henvender sig til; Morten Chemnitz anden digtsamling, debuterende Jonas Okholm Jensens prosasamling og norske Jørn H. Sværens fjerde udgivelse på det dansk-norske Forlaget Virkelig. Men når man læser dem sammen, går det op for en, at der alligevel er en rød tråd et sted. En forundring over de ting, der sker, uden at verden stopper op og bider mærke i, hvor voldsomme de er. Den skønhed og galskab, der ligger i dem.
Som i debuten Inden april finder Morten Chemnitz også i Bindingerne sit materiale i naturen, men hvor de visne blade i den første prosadigtsamling føg rundt i baggårde, og lyset skiftede hen over facader, ligger naturen ude i den rigtige, store natur i Bindingerne urokkelig hen. Ikke at den er mindre overvældende for fortællerstemmen af den grund, alle farverne og alt efterårsforfaldet skyller ind over den læsende i bølger af sprog. Sætningerne er korte, ofte grammatisk ufuldstændige, antydninger, som så alligevel følges op af endnu en antydning, indtil billedet står helt klart.
“Omkring i grenværket dråberne der hænger tilbage af regnen stadigvæk. Hvide i den disede formiddag. Som de sidste falmede blade der næsten hvidner over mosset. Fra de rødbrune stilke. Og som i skyggerne under. De flossede bladrande af de enkeltsiddende og gulbrune blade i de overhængende grene.”
Det er en afsjælet natur: Her er ingen romantisk digter, der lader naturen give udtryk for alt det liv, han føler i sig selv. Der er en natur, som bare er der, upåvirkelig, og som minutiøst beskrives for efterhånden at lade den samme følelse indfinde sig i den læsende og den registrerende. Stilen og stemningen minder om den franske forfatter Marguerite Duras for måden at tage tilløb til at sige det, der må siges, blot for helt næsten stakåndet at lade sætningen falde sammen, fordi den allerede synes at være sagt så rigeligt i antydningerne. Det er egentlig smukt på sin vis, som sprog betragtet alene. Men det er også brutalt melankolsk, næsten nihilistisk i sin nøgternhed.
Hvor Morten Chemnitz lader ordene falde i klynger for at finde ind til den stemning han vil beskrive, skærer norske Jørn H. Sværen dem næsten allesammen væk og lader sine værker stå som enkelte, tilsyneladende løsrevne, sætninger, som det er op til læseren at lægge betydning i. “Et Stendahlsyndrom i slowmotion” kaldte jeg det, da jeg skrev om hans sidste bog, Vi er tiggere, hvor en lille håndfuld ord klyngede sig sammen midt på hver sides blankhed. Den effekt har Forlaget Virkelig ikke genbrugt i Det færdige værks skønhed, hvor punktstørrelsen er blevet kørt gevaldigt op, uden at det giver værket meget mere bulk. Tre udsagn, et hele omgivet af et domkirkestort rum.
Jørn H. Sværen er ved siden af sit virke som forfatter, oversætter og forlægger musiker i gruppen Ulver, og den højstemthed, som det progressive metalband har som kendetegn, vil fans af Ulver genfinde i Jørn H. Sværens bøger, omend i langt mindre bombastisk form. Teksten står og runger i længere tid, end det tager at læse den; det er alt andet end nihilistisk eller nøgternt.
Gakkelaksk
Hvor Morten Chemnitz og Jørn H. Sværen arbejder med antydninger i et tyst rum, om det så er efterårsnaturen eller den tomme balsal, så er anslaget helt anderledes og befriende gakkelaksk hos Jonas Okholm Jensen. I godt og vel et årti har hans absurditeter og surrealistiske optrin hærget de hjørnerne af nettet på message boards, Tumblr og efterhånden også i Tidsskriftet Slagtryk, samtidig med at han har optrådt med artpunkbandet Spost og andre konstellationer rundt om det alternative spillested Mayhem. Blandt de indviede har han haft en anseelig fanskare, som længe har presset på, for at skriverierne skulle munde ud i noget mere end de dryp, der er faldet på nettet i form af blandt andet bizarre julekalendre.
Det er langt om længe sket nu med debutsamlingen Så snart man åbner vinduet ud til den populære sol vælter årets første flue ind i rodet på Escho, der primært er kendt som et pladeselskab for avantgardemusik og artpunk med blandt andet bandet Iceage. Gennem en serie korte prosatekster fremskrives en tilværelse, hvor verden uden for vinduet opleves som larmende og aldeles vanvittig. Det kammer helt over i den afsluttende suite “Lars Larsen”, hvor dynemandens bundjoviale trivialiteter skæres op og smides sammen hulter til bulter i et overstyret rod af udsagn og udråb, der har fået kappet forbindelsen til den tilstræbt normale tilværelse, de udspringer af.
“Når alle kommer til alle, blev vi og, derfra til nu, skal kapitler handle om firma, ikke kun to Lars men, hele 8 milliarder Tilbud der vender tank rund og peger alle i øje, da de hoppe rundt ude i hvepsemark efter gud ved hver en ikke de kalder om sig til rør og, alle rustninger som en blive til, vi vil have dem i fald, som de myrder sig sukker i for ellers,”
og så videre, til der ikke står to vitrineskabe tilbage og flugter med hinanden, når Jonas Okholm Jensen har raseret hele butikken og sovet i alle de senge, vi andre trygt skulle have lagt os i om natten.
Tidligere i Så snart man åbner vinduet ... er det en flanerende fortæller, vi møder, ikke i den døende efterårsskov som Morten Chemnitz eller i galleriet med Jørn H. Sværen, men på gaden, ør af forårssolen. “Ligegyldigheden to the max,” lyder det kækt i et bevidst forældet ungdomssprog, når der males et billede af 90’erne som en tid, hvor alt var uskyld og fodboldsejre, hvor alle røg og sloges, og det hele var mere idyllisk. Den idyl er krakelleret hos Jonas Okholm Jensen, men det gør den egentlig ikke mindre rar at varme sig ved.
Det er en kulret virkelighed, vi befinder os i, men de tre bøger af Morten Chemnitz, Jørn H. Sværen og Jonas Okholm Jensen kan på hver deres måde få den til at tage sig helt godt ud.
