På 200-årsdagen for Norges uafhængighed går Espedal i James Joyces fodspor gennem sin hjemby, Bergen, i romanen Bergeners.

På lørdag er der et eller andet 200-årsjubilæum, som vi ikke gør nær så meget ud af som vores naboer i nord gør det, men der kommer altså også en ny Tomas Espedal samme dag. Om Bergen blandt andet, hvor det regner endnu mere end her, men hvor der også sker en hel masse på litteraturscenen. Og hvor det der ind imellem sker, er at forfattere bliver frygtelig fulde sammen og begår dumheder: Dumheder der kan give anledning til furore mange år senere, sådan som det gjorde da Karl Ove Knausgård i 5. bind af Min kamp berettede om den episode, hvor han blev en anklaget for voldtægt af en kvinde, som han end ikke huskede at have været sammen med.

Lejligheden den episode udspillede i, var vennen Tomas Espedals, og da den norske presse opsnappede det, begyndte de at ringe til forfatterkollegaen for at få bekræftet historiens ægthed, og det endte med at han flygtede ud af landet, indtil det værste var drevet over. Det er det Bergeners handler om: At flygte til fremmede byer, at finde sig selv nye steder, at komme sig over tabet af nye kvinder, alt imens man alligevel behandler det skete, skriver sig ind på det.

Det er sådan Espedal skriver, kredsende, net: Hvor Knausgårds værk bestod i at beskrive alt der var - eller i hvert fald kunne være - sket ham så detaljeret og med så mange ord som overhovedet muligt, er Espedals nærmest det modsatte: Han skriver mere eller mindre om det samme motiv igen og igen, justerer på det med få ord, indfanger nye nuancer af det. Uden at kunne slippe det.

Og således ender han da også i Bergeners med at fortælle historien om hvad det var han oplevede det skete den aften, da de holdt nachspiel i hans lejlighed og Knausgård forsvandt med en kvinde ind på soveværelset. Og den kvindes kæreste efterfølgende truede med at slå dem allesammen ihjel. Men det er ikke engang så meget det der er pointen i Bergeners: Den handler om en bevægelse der går fra ét hotelværelse i New York til et andet i Berlin halvandet hundrede sider længere fremme. Om hvad der får en forfatter til at holde sig i bevægelse, om hvad han taber på vejen.

Den handler om Bergen, og den handler overhovedet ikke særlig meget om 17. maj.