Puk Damsgård rejser mod Det lykkelige Arabien
Puk Damsgård, kendt som Mellemøsten-korrespondent og forfatter, blev under sin første rejse til det krigshærgede Yemen ven med den oprørske Shifa. Shifa er kvindelig læge, lakerer sine negle blå og planlægger en hemmelig flugt.
Venskabet med Shifa bringer Damsgård ud på en færd fra Kairo mod Yemen. En færd, der indebærer 4.800 sømil med et containerskib og 3.600 kilometer på tværs af Yemen i bil.
Med sig har Damsgård dagbogsoptegnelser fra en kongelig dansk ekspedition i 1700-tallet, hvor fem mænd drog afsted på opdagelsesrejse til Yemen - dengang kaldet Det lykkelige Arabien.
Arabica er Damsgårds historie om at drage på eventyr gennem det Mellemøsten, hun har levet i i et årti, om at overgive sig til tilfældet, knytte bånd på tværs af frontlinjer og om at være grænsegænger i sit eget liv.
Puk Damsgård arbejder som korrespondent fra Mellemøsten, og så er hun forfatteren bag Den sorte kat i Mosul, Ulvehjerter, De renes land og Ser du månen, Daniel om den danske fotograf Daniel Ryes fangenskab i 13 måneder hos Islamisk Stat.
