Jeanette Varberg er kvinden bag årets store krimimysterie
Da gamle fru Jensen på 98 år findes død i sit badeværelse, sættes vicepolitiinspektør Peter Iversen på sagen. Han er dermed også til stede, da en lille sort amulet falder ud af fru Jensens krogede hånd under embedslægens undersøgelse.
En amulet der hurtigt sættes i forbindelse med en lille kugle med ligheder til amuletten, der oprindeligt forsvandt fra Nationalmuseets samling i 1933, og nu er fundet i munden på den dræbte højesteretsdommer Elisabeth Moore Jackson i USA.
Sammen med amuletekspert Nanna Rasmussen begiver Peter Iversen sig ud på rejse til både Kairo og Vatikanet for at finde sandheden om de to dødsfald og løse mysteriet om både amulet og kugle.
Jeanette Varberg er museumsinspektør, foredragsholder og forfatter. Hun står blandt andet bag de anmelderroste bøger Viking og Den fjerde rytter (sammen med Poul Duedahl).
