Et stressramt folkestyre
Det er ikke bare de enkelte politikere, der får stress - det er hele det danske folkestyre, der er stressramt.
Karsten Lauritzen var en del af dansk politik i godt 15 år, heriblandt skatteminister fra 2015-2019 under Lars Løkkes regering, da han i 2022 stoppede for i stedet at blive ansat i det private erhvervsliv som direktør i DI Transport.
LAD DET GÅ LANGSOMT er Karsten Lauritzens bidrag til en debat om det danske folkestyre.
Et folkestyre, der ifølge Lauritzen, er præget af hovsaløsninger og sjusket lovgivning. Ikke i ond vilje, men fordi de enkelte politikere gerne vil vise handlekraft. En handlekraft der overtrumfer langsigtet tænkning og eftertænksomhed, og som har medført, at tilliden fra den danske befolkning til vores folkevalgte politikere har lidt og fortsat lider et gevaldigt knæk.
I bogen kommer Lauritzen ikke kun ind på alt det, der fungerer dårligt, men også hvad der kan ændres og forbedres, så de halve løsninger med mangelfuld lovgivning bliver færre.
