Tanne, Isak Dinesen, Pierre Andrézel, Løvinden
Kær forfatter har mange navne... Og nu kan du blive klogere på den danske forfatter, fortæller og levekvinde - Karen Blixen.
Tom Buk-Swienty har kastet sig over Karen Blixens tid i Kenya. På baggrund af en indtil for nylig hemmeligholdt og meget omfattende brevkorrespondance tegner Buk-Swienty et nyt portræt af Løvindens liv i Kenya fra 1914-1931, hvor hun var direktør for Karen Coffee Company.
Om en periode i Blixens liv med storslåede safarier, verdenskrig, fejlslagen høst, faldende konjunkturer, økonomiske trængsler, og hendes egen grænseløse kærlighed til landet og dets befolkning. En periode, der både var præget af Blixens ægteskab med og skilsmisse fra baron Bror von Blixen-Finecke, der fik smittet hende med syfilis, samt den lidenskabelige affære med adelsmanden Denys Finch Hatton.
Men også en periode, der indeholdt store udfordringer, da Denys omkom på tragisk vis i et flystyrt, og kaffefarmen gik konkurs...
Buk-Swienty har blandt andet tidligere skrevet biografierne Kaptajn Dinesen og Kaptajn Dinesen 2 om Wilhelm Dinesen (Blixens far), Tommy og Tanne om Blixen og hendes lillebror Thomas Dinesen, biografien Det ensomme hjerte om soldaten Hans Horn under 2. verdenskrig samt de historiske bøger om slaget i 1864; Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als.
