Hvem fjerner dørskiltet med ekskonens navn?
Amy, Lulu og Kari er gamle veninder fra Kalundborg i 90’erne, hvor de delte et hjem. De arbejdede i den lokale boghandel, hang ud sammen på rideskolens loft, hvor Amys ungdomskæreste dyrkede egnens bedste pot og svømmede i fjorden - lige indtil at salget af potten forpurrede deres tilværelse og satte spor i dem alle, selv mange år senere.
Nu er de alle tre på vej mod Tromsø, hvor også Amys tre døtre er med. De skal til familiefest hos Amys norske kæreste Mats, men alle deres problematikker har også taget turen med til Norge.
Lulu ved ikke om, hun overhovedet vil have en kæreste, og uanset hvad kan hun ikke finde en, og Karis mand har skjult et misbrug gennem længere tid. Amy ved ikke hvad, hun skal kalde sig, når “bonusmor” er yt, og familiens dele-marsvin har fået stress af at rykke mellem to hjem. Og så er der dørskiltet hos Mats, hvor også ekskonens navn står - hvem skal fjerne det?
“Mod midnatssolen” er en rørende og morsom fortælling om venskaber og de styrker og sårbarheder, der forbinder de tre kvinder. Det er fortællingen om kernefamilier, der falder fra hinanden og om moderne familieformer, der kommer i stedet - og ikke uden problemer.
