I en lille undseelig by langt væk fra alting...
Thomas Korsgaard er på trapperne med en ny bog: Novellesamlingen “Snydt ud af næsen”.
Handlingen udfolder sig i en lille by, hvor årets højde punkt er det lokale kræmmermarked, og hvor indbyggerne kender hinanden - og ikke kun for det positive. Lokalsamfundet ved, at man skal holde sig på afstand af klovbeskæreren Åge Jørgensen og hans søn.
I denne lille by på et næsten overset sted udspiller der sig tragedier, der vanskeligt kan tilgives, og menneskelige katastrofer, som hemmeligholdes.
Selvom truslen om konkurs hænger over byen, fortsætter hverdagen ufortrødent. Søren beslutter sig for at imponere sin ekskone ved at deltage i et madlavningskursus for mænd, mens et ungt par fra storbyen planlægger en romantisk weekend på en landevejskro og opdager, at de er de eneste gæster. Årstiderne skifter fra sommer til vinter, men små og store begivenheder fortsætter med at præge lokalsamfundet.
"Snydt ud af næsen" kredser om regler og vilkår i en lille by. Novellesamlingen udforsker både små og store uheld, relationer mellem fædre og sønner og kompleksiteten af maskulinitet. Den berører følelsen af at være "snydt ud af næsen" på ens forældre, og hvad det vil sige at høre til eller ikke at høre til på et sted.
