Nu kommer historien om Haymitch i Hunger Games
I de tre første bøger i Hunger Games-serien, Dødsspillet, Løbeild og Oprør, hvor vi følger Katniss Everdeen og Peeta fra Distrikt 12 i deres kamp for overlevelse og en ny og bedre verden, møder vi også Haymitch Abernathy - der oftere er fuld end ædru. Han er den eneste fra Distrikt 12, der tidligere har overlevet Dødsspillet, og nu får vi historien om Haymitch, og hvordan han, 24 år inden Katniss og Peeta bliver udvalgt, er blandt de udvalgte til at kæmpe i Dødsspillet.
I anledning af det 50. Dødsspil får alle indbyggere i Panem besked om, der skal udvælges dobbelt så mange deltagere end sædvanligt. Haymitch passer egentlig bare sig selv, sit arbejde og bruger tid med sin familie og kæreste, så da han bliver udvalgt, falder hans verden sammen.
Sammen med tre øvrige deltagere fra Distrikt 12 ankommer Haymitch til Capitol, og inden længe går det op for ham, at det er meningen, at han ikke skal komme levende derfra. Men Haymitch giver ikke bare sådan lige op, og snart kan hans kamp og oprør ikke kun mærkes inden for dødsarenaens mure, men også udenfor…
Hunger Games - Solopgangen over høsten er femte bog i serien om Hunger Games. Tidligere er udkommet Dødsspillet, Løbeild og Oprør, hvor vi fulgte Katniss Everdeen. For et par år siden udkom En fortælling om sangfugle og slanger, der fortalte historien om Coriolanus Snow, og hvordan Dødsspillet opstod. De fire bøger, der allerede er udkommet, er alle filmatiseret.
Hunger Games - Solopgangen over høsten udkommer både på dansk og på engelsk med titlen Hunger Games - Sunrise on the Reaping.
