Beskrivelse
Lotzes Have i Odense er snart fortid, og det går ud over de små ællinger, der holder til i havens snart udtørrede sø. Heldigvis kommer Karen dem til undsætning og igangsætter en redningsaktion, der skal fragte ællingerne fra haven, over vejen og ned i Odense Å. Lars og Cecilie på 20 og 21 år har lært at være landmænd på YouTube. Henry er dagens mand på gaden, og han er én af os, for han er ansat i Region Hovedstaden, og derudover har han en uforklarlig svensk dialekt. Christian er dværg og har lavet en minibar for at gøre op med fordomme om dværgvækst.
Fedeabes Fyraften
Hold fyraften med Fedeabe – som Anders Lund Madsen kalder sig på Twitter. Fedeabes Fyraften er programmet til dig, som tager hjem fra arbejde, og stadig mangler noget før du kan sige til dig selv, at lige præcis denne dag ikke blot var endnu en ligegyldig trædesten på vej mod graven - men derimod en dag, som var værd at gennemleve. Fordi den er fuld af oversete mirakler og undertrykte tragedier. Og fordi den betyder alverden for nogen. Fedeabe vil have, at den også skal betyde noget for alverden.
Anders Lund Madsen er uddannet journalist, men er mest kendt for sin medvirken i Zirkus Nemo med Søren Østergaard, De Sorte Spejdere med Anders Breinholt og som vært på Det Nye Talkshow - med Anders Lund Madsen. Sammen med sin bror Peter Lund Madsen har han optrådt med flere shows på Bellevue Teatret og i Bremen.