Beskrivelse
Palle Nielsen (1920-2000) er en af det 20. århundredes absolut største danske grafikere. Her præsenteres et udvalg af tegninger og grafiske værker fra Palle Nielsens hånd med fokus på et element i hans arbejde, som ikke er beskrevet meget: hans træer.
Palle Nielsens værk har et enormt omfang, og selvom man synes at kende ham nok så godt, kan man blive ved med at se og opdage nye aspekter – også aspekter, som berører andet end dominerende temaer som storbymennesket, magten og afmagten. Denne udgivelse viser, hvordan træerne optræder og spiller ind i Nielsens dynamiske, medrivende og ofte tragiske billedunivers.
Nielsen har selv nævnt, hvordan træerne (som andre elementer) ikke er mimetisk gengivet, men er skabt ud fra delvise erindringsbilleder. Det er tydeligt, at han med denne inddragen af træerne som et vægtigt element har været optaget af mere og andet end træernes funktion som dekorative elementer. Træer og bygninger – natur og kultur – påvirker hinanden gensidigt, og træerne er til tider tøjlede, men oftere vilde og måske endda truende i deres karakter.
Kunsthistoriker og forfatter Suzanne Ludvigsen har fordybet sig i en række tegninger og tryk, og resultatet er et begejstret og indlevende menneskes intense beskrivelser af Palle Nielsens brug af naturen og specielt træerne i sit værk.