De nye kvinder: Kærlighed og queers 1870-1920

Moral, dobbeltmoral og kønssygdomme

Mænd, som levede sammen med mænd, var homoseksuelle, og det var forbudt for 150 år siden i Danmark. Kvinder, som levede sammen med kvinder, gjorde det af nød for at spare husleje og var bare veninder. ”… kvinderne i 1800-tallet og først i 1900-tallet … kunne leve i homoseksuelle forhold, fordi ingen forestillede sig, at de var kærester eller havde sex. De gik under radaren som søstre eller pebermøtanter. Men intet i det store kildemateriale bag denne bog kan bekræfte den hypotese”.
Rikke Andreassen har gravet dybt i arkivalierne om homoseksuelle kvinder og fundet adskillige interessante perspektiver. Hun indvier læserne i et let flydende sprog om disse kvindeskæbner. Som en nyskabelse har hun forlenet sig med og fodret forfatteren Merete Pryds Helle med de fakta, hun kunne finde på en enkelt kvinde, Jonna, hvor Merete digter videre på disse fakta. Disse sider er tydeligt markeret ved at fremstå med gul baggrundsfarve, men det er med til at give en dybere forståelse af moral og ikke mindst dobbeltmoral. Den ultimative skæbne var at blive dømt som løsagtig. Gik en kvinde alene hjem efter f.eks. en aften på en dansesalon, og blev standset af politiet, kunne hun blive dømt som løsagtig og i sidste ende tvunget til at arbejde på et bordel og skulle møde op til ugentlig kontrol for kønssygdomme på politiets veneriske klinik. Klarede hun sig godt, kunne hun slippe for det offentligt anerkendte bordel, og drive sin egen forretning. På det offentlige bordel, kunne hun ikke tillade sig at afvise frastødende kunder – mens i det private ’firma’ kunne hun selv vælge og vrage som selvstændig. Foranstaltningen var indført for at få bugt med kønssygdommene, så man havde styr på de løsagtige og kunne gennemføre de regelmæssige helbredsundersøgelser.
”Jonna blev idømt otte dages fængsel for at have solgt sex, men først blev hun sendt til Vestre Hospital, hvor hun var indlagt i knap to måneder for behandling af sin kønssygdom” (s. 91).
Overlæge Rudolph Bergh fra Vestre Hospital i København er en gennemgående figur i bogen. Han var meget interesseret i kvinde-sex og spurgte de indlagte kvinder om, hvordan de stimulerede hinanden seksuelt (s. 26-27). Han afstod fra at betegne kvindernes kærlighedsrelationer som sygdom eller en lidelse (s. 29). Det var dog ikke alle kvinder, som fandt sig i behandlingen; nogle sagde fra og blev straffet med isolation (s. 38). Bergh mente også, at nogle kvinder nærmest var disponeret til prostitution (s. 62-63).
Det offentlige var tilpas dobbeltmoralsk: ”For at inddæmme prostitutionen blev 13 gader i det indre København udpeget som offentlige prostitutionsgader, hvorfra sexarbejde kunne drives lovligt” (s. 99). Bogen bygger blandt andet på bevarede breve fra indlagte kvinder til deres kvindelige kærester, for hospitalet videresendte dem ikke men lagde dem i journalen, måske for at øge chancen for at romancen kølnedes.
Det er en fantastisk velskrevet bog, og samspillet mellem videnskab og skønlitteratur er nyskabende og i høj grad vellykket. Derfor den største anbefaling fra anmelderen.