Beskrivelse
Poul Høllund Jensen bor i Klarup ved Aalborg , er medlem af Dansk Forfatterforening og aktiv i netværket 9000ORD/Aalborg lyrikfestival.
Senest ved 9000ORDs festival i april med deltagelse i bl.a. tre oplæsningsarrangementer .
Bogens titel er inspireret af historien om rådsherren Nikodemus, der om natten sniger sig hen til Jesus for at stille et brændende spørgsmål. Jesus´ dybt poetiske svar om vinden, der blæser hvorhen den vil, indsættes i en kontekst hvor det konkluderes, at Det er fint at tænke på Nordsøen.
I mange af teksterne, der både omfatter kortprosastykker og egentlig lyrik, er digterjeg´et på vej: På vej mellem forstad og centrum, nutid og fortid, på vej ned i jorden eller på cykel mod gennemsnitsalderen for mænd. Hvilket rejser spørgsmålene: Er det vejen der er budskabet? Hvordan være sikker på, om centrum og udkant ligger der, hvor de plejer? Hvor ligger grænsen mellem to steder i tid eller rum?