Beskrivelse
Børnekulturhuset Fyrtøjet blev opført i 1997 som nabo til H.C. Andersens Hus i Odense og var dermed Danmarks første børnekulturhus. Fyrtøjet formidler H.C. Andersens eventyr med levende fortælling, teater og drama, musik og billedkunst for børn – og også for voksne.
Fyrtøjet – eventyrmagi og børnekultur. Historien om et børnekulturhus i Odense er et dokument over de mange indsigter og erfaringer, der er samlet i Fyrtøjet gennem tiden. Bogen fortæller om de 17 år i Fyrtøjet og de store aktivitetsudstillinger: Nattergalen, Den lille havfrue, De vilde svaner, Tommelise, H.C. Andersens magiske by, Paradisets Have og Klods Hans. Den indeholder afsnit om fortælling og formidling, om leg og om flow, om inspiration og idégrundlag, om frivilligt arbejde kontra professionalisering, om integration gennem eventyr, om internationalt samarbejde, om eventyrritualisering og – selvfølgelig – om børn og H.C. Andersens eventyr.
Børnekulturhuset Fyrtøjets fremtid er usikker. Der er afholdt en international idékonkurrence om et nyt stort House of Fairytales på stedet, hvor Fyrtøjet ligger.
Bogen har forord af kulturminister Marianne Jelved og borgmester Anker Boye og bidrag af prof. Johs. Nørregaard Frandsen, direktør Christian Have, prof. Beth Juncker, af Fyrtøjets protektor grevinde Alexandra af Frederiksborg og flere andre kulturpersonligheder.