Glass Houses

Det er ikke altid at bagsideteksten på en bog gør sig selv en kæmpe tjeneste – og i tilfældet med Madeline Ashbys techno thriller, Glass Houses, burde forlaget måske have skruet bare en anelse ned for de påståede thriller-elementer og i stedet fokuseret på karakterdramaet og teknojargonen.

For selvom Glass Houses lægger ud med et kapitel, der til forveksling kunne minde om de første 10 minutter af tv-serien Lost (et flystyrt på en øde ø), så står det hurtigt klart, at Glass Houses ikke så meget er en “hvem har gjort det” spændingsroman, som det er en slow burn-fortælling om farerne ved teknologi, sociale medier og selvbestaltede IT-guruer.

Bogens hovedperson, Kristen, vågner forslået og omtumlet op på et nedstyrtet privatfly. Sammen med resten af techfirmaet Wuvv - der i øvrigt lige er blevet opkøbt for et svimlende millionbeløb af en anden virksomhed - skulle hun have fejret opkøbet med en velfortjent ferie. I stedet er de nu fanget på en gudsforladt ø i ingenting.

Som teamet får samlet proviant, talt de døde op og begynder at udforske øen, støder de på en monolith af et mondænt glashus – og da huset efter et døgn selv slå dørene op for de overlevende, søger de naturligvis tilflugt i boligen, der heldigvis rummer et stort forrådskammer. Men som dagene går forsvinder flere og flere af Wuv-medarbejderne sporløst, og Kristen mistænker hurtigt både sine kolleger og huset for at være en del af årsagen til at tabstallene stiger.

Havde Glass Houses handlet om det mysterium, så havde jeg formentlig lappet alle 272 sider (ja, det er en kort bog) i mig på et par dage. Jeg elsker et godt mysterium, men det er bare ikke, hvad Madeline Ashby har været optaget af med sin roman, der langt hen af vejen veksler mellem teknokritik, super skarpe observationer af alt fra toxic IT startup-kulturer over Amerikas forfald og til amoralske og stenrige techgiganter.

Fortællingen, der veksler mellem Kristens barndom, ungdom og desperate forsøg på at overleve i nutiden på øen, er både velskrevet og interessant. Madeline Ashby skriver rasende godt, og hendes små teknologiske observationer og “fremskrivninger”, der bl.a. gør det umuligt for canadiere at rejse ind i USA uden følge af en ægtemand, sender kuldegysninger ned ad ryggen og bringer mindelser om Margaret Atwoods Handmaid’s Tale (og nutidens politiske klima). Og den slags guldkorn er der flere af i bogen – noget der giver nær fremtidsscenariet masser af tyngde.

Men Glass Houses er ikke en krimi. Huset er ikke styret af en drilsk AI med morderiske tendenser og du får ikke et Glass Onion-drama med Ashbys fortælling. Hvad du i stedet får, er en historie om hævn, afsavn, om at være kvinde i en mandsdomineret verden og farerne ved alle vores teknologiske fremskridt. Og går du ind i Glass Houses med det mindset, så er der masser at hente.