Beskrivelse
Med denne udgivelse er det anden gang, at Arne Ziebell Olsen udgiver prosadigte.
Første gang var i 2016 med den anmelderroste versroman Arvesynden.
Denne samling prosadigte er delt op i forskellige afsnit ud over indledningsdigtet, som er en poetisk beskrivelse af paradokset: at man skriver, at man ingen ord har. Det er en stram og præcis indledning, som udvider samlingens titel.
Afsnittene er derefter: Smitte, Skærme, Sansninger, Klichéer og Efterår.
I Efterårsafsnittet afrundes samlingen fint med melankoli, sorg og frygt. Og ligesom med indledningsdigtet står afslutningen for sig selv.