Beskrivelse
Livsfornyelsens sted er en undervisningvejledning til konfirmandforældre, et materiale, der består af to aviser.
Konfirmandforældrematerialet er et inspirationsmateriale og en hjælp til præster eller sognemedhjælpere i arbejdet med konfirmandforældre og konfirmandforældreaftener.
Konfirmandforældreaftener har traditionelt handlet om undervisningsforløbet og dets struktur, vigtige datoer, kirkegang, ´slips eller propel´ ved konfirmationen, hvor mange inviterede gæster og fotografering. Alt sammen noget, der forudsætter en grundlæggende enighed om og forståelse for, hvad indholdet af konfirmationsforberedelsen går ud på. Men den præmis gælder ikke mere.
Konfirmandforældre er folkekirkemedlemmer, som gennemgående kun i ringe grad kender kirken indefra. Til gengæld kommer de til møde hos konfirmationspræsten netop på det tidspunkt i deres livsforløb, hvor børnene er ved at vokse fra dem, hvor tiden igen er der til fordybelse efter årene som ´skaffedyr´, ´midtvejs-krisen´ i det nu halvgåede liv, hvor der skal gøres regnskab, hvor fortrængte eller nye - og kritiske - eksistentielle spørgsmål stiller sig, og tanken om døden på en anderledes måde kommer på banen.
Materialet imødekommer forældrenes usikkerhed i forhold til kirken og kristendommen gennem to debatoplæg, der har overskrifterne ´Gudstjenesten´ og ´Hvad går kristentro ud på?´. Emner, der ikke kun er væsentlige i forhold til barnets konfirmation, men også i forhold til den enkeltes livsopfattelse i al almindelighed.