Beskrivelse
Denne bog "Matematik B, bog 1", er udarbejdet til brug i matematikundervisningen efter bekendtgørelsen for matematik B på HHX fra 2000. Den følges op af bøgerne "Matematik B, bog 2", "Matematik A" og "Matematik C".
"Matematik B, bog 1 og bog 2" dækker pensum for Matematik B på HHX, og "Matematik A" og "Matematik C" dækker niveauerne A og C.
Undervisningen i matematik niveau B strækker sig over to år. "Matematik B, bog 1" behandler emner fra pensum i et omfang, som vi skønner er egnet til at dække undervisningen det første år, under hensyntagen til at der må afsættes god tid til opsamling af alle emner ved slutningen af 2. år før eksamen.
Eksamen er såvel skriftlig som mundtlig (efter lodtrækning). Sammen med bekendtgørelsens paragraffer om bl.a. tværfaglig undervisning og anvendelse af informationsteknologiske hjælpemidler stilles der således forskelligartede krav til undervisningsmetoderne. Bogens mange eksempler og øvelser f.eks. i modellering inden for økonomi kan medvirke til at træne til tværfagligt samarbejde i projekter, hvorimod selve disse projekters udformning meget beror på de enkelte klassers, - kollegers og - skolers måde at tilrettelægge samarbejdet på. Ligeledes vil det være "klasseindividuelt", hvordan kravet om anvendelse af informationsteknologi opfyldes, hvad enten det sker ved hjælp af grafregner, regneark eller deciderede matematiksoftware såsom f.eks. Mathcad og Derive, eller naturligvis en kombination heraf. I bogen er der vist enkelte naturlige demonstrationer med grafregneren TI 83.
De nævnte krav - altså også eksamenskravene - sammen med kravene om elevernes bidrag til planlægning af indhold og valg af arbejdsmetoder gør, at man "alt andet lige" af tidsmæssige årsager må vælge nogle emner at gå ekstra i dybden med og andre ikke. Derfor er der her i bogen i visse tilfælde givet en mere detaljeret gennemgang end krævet.
Det har været vort mål at give eleverne et solidt kendskab til matematiske grund-begreber, således at de er godt rustede med hensyn til matematiske basiskundskaber.