Beskrivelse
Børn lærer matematik gennem sang og musik
Både danske og norske børn synger sig til de små tabeller, og nu får også de svenske børn musikalsk hjælp til matematikken.
Det er som regel hårdt arbejde at lære de små tabeller, og de færreste skolebørn og forældre bryder sig om tal-terperi. Nu sætter en ny cd musik til tabellerne, og så bliver det lige pludselig meget sjovere. Børnene lærer nemlig hurtigere, når de møder tabeller gennem sang, rytme, rim, remser og bevægelse.
Cd’en hedder Multiplikationssånger- att lära gånger med sånger, og den er lavet af de danske Tabeldrenge: Klaus Rubin, lektor i drama, og Henning Jensen, musiker og cand.phil. i musik. Sammen står de bag tekst og musik til 11 numre – ét nummer for hver tabel fra 1 til 10 plus 0-tabellen. Tabelsangene er skrevet i forskellige genrer som reggae, jazz og country. Det gør det nemmere at adskille tabellerne fra hinanden, samtidig med at børnene bliver præsenteret for musikgenrer, som de ikke selv plejer at sætte på cd-afspilleren.
»Børnene bliver dygtigere ved hjælp af cd’en, som er en mulighed for at lege matematikken ind«, fortæller Henning Jensen.
Og det virker tilsyneladende. Multiplikationssånger er solgt i 20.000 eksemplarer i Danmark, og cd’en blev indstillet til årets undervisningspris i 2006. I dag bruger omkring 80 % af de danske folkeskoler Multiplikationssånger i matematikundervisningen mellem 1. og 5. klasse.