Beskrivelse
Omkring år 1900 var den danske filosofiprofessor Harald Høffding (1843-1931) både nationalt og internationalt en yderst anerkendt skikkelse i tidens kulturliv. Hans bøger blev oversat til talrige sprog og ikke mindst hans lærebog i psykologi fra 1882 blev læst af mange; den var medvirkende til, at psykologien etablerede sig som en af filosofien uafhængig disciplin.
I sin ungdom var han påvirket af sen-hegelianisme, men under indflydelse af især psykologiens og de empiriske videnskabers udvikling fjernede han sig hurtigt fra sit udspring og var i mere end 60 år under stadig udvikling.
I en forelæsningsrække fra 1911 om personlighedsprincippet i filosofien beskrev han personlighedsbegrebet og begrebet om personlighedens udvikling som de begreber, der i hans filosofi knytter videnskab og moral sammen.
Forelæsningsrækken har hidtil kun foreligget på svensk og på finsk og bringes her for første gang på dansk i afdøde professor Mogens Blegvads oversættelse forsynet med forord, kommentarer og efterskrift.