Somewhere Beyond the Sea: The hugely-anticipated sequel to The House in the Cerulean Sea, a heartwarming and life-affirming delight

Under corona, og i en tid, hvor alt føltes kvælende, gråt og udsigtsløst, landede TJ Klunes hjertevarme og hyggelige roman, The House in the Cerulean Sea, med et sønderlemmende brag. Alle bogelskere havde brug for et velment litterært kram, et varmt tæppe af magi og medfølelse – og Klune leverede det til punkt og prikke med en historie om en gruppe uønskede magiske børn på den idylliske ø Marsyas. Det var en kærlighedshistorie om at finde hjem og finde sin familie et af de mest uventede steder. Jeg lappede det i mig.

The House in the Cerulean Sea bandt en så fin sløjfe på historien om den regelrette Linus og børnehjemmets kærlige leder Arthur, at jeg reelt ikke savnede en opfølger, men det har TJ Klune og forlaget været ligeglade med, for nu er Somewhere Beyond the Sea klar til at forføre os med flere ømme øjeblikke.

Somewhere Beyond the Sea starter kort efter den første bog. Linus og Arthur er blevet et par, børnene trives på det gamle børnehjem, og parret står foran at modtage endnu et magisk barn, yetien David. Men da Arthur og Linus kaldes til storbyen for at stå skoleret over for DICOMY (Department in Charge of Magical Youth) og DICOMA (Department in Charge of Magical Adults), vendes deres verden på hovedet. En ny inspektør beordres til at tage et kig på børnenes forhold og Arthurs rolle som værge, og det bringer dem på kollisionskurs med den kolde og nøjeregnende Ms. Marblemaw, der naturligvis har skumle planer.

The House in the Cerulean Seas fortælling har altid - og helt åbenlyst - været en allegori over blandt queer-samfundets kamp for accept, både politisk og socialt, naturligvis gemt bag elskelige figurer, mageløs magi og endeløs kærlighed. TJ Klune lægger slet ikke skjul på, hverken i forordet eller efter epilogen, at bogen er dedikeret til queer-samfundet. Og jeg er helt med. Det er en vigtig sag, og det er vigtigt med litteratur, der taler ind i det.

Men hvor den første bog balancerede så fint mellem fortællingen og budskabet, så kammer Somewhere Beyond the Sea ofte over i unødig moralisering og klæbrig belæring. Det går bl.a. ud over flere af bogens figurer der, nærmest som et talerør for forfatteren, kører enetale om alt fra inklusion over diversitet til køn og identitet. Og det er selvom mange af børnene skal forestille at være kun 10-12 år gamle.

Det mest ærgerlige ved Somewhere Beyond the Sea er ikke den overdrevne brug af terapeutisk snak om køn, identitet, familie og seksualitet, men at historien, stort set, er en genfortælling af etterens, nu blot med den stramtandede Ms. Marblemaw som inspektøren, der render to skridt bag Arthur, altid er snæversynet og fordomsfuld. At bogens slutning også er alt for lang og aldrig rigtig indfrier forventningerne (der lægges op til store ting) gør oplevelsen lidt flad.

Jeg havde håbet på lidt mere af TJ Klunes anden bog i Cerulean-serien. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke behøver læse en evt. treer. Men læs etteren, og se den som en selvstændig bog. Den har stadig min varmeste anbefaling.