The Deep

En hidtil ukendt virus (‘Gets, kortform for Forgets) spreder sig hurtigt i befolkningen. Til at begynde med er det småting, man glemmer, som f.eks. hvor ens nøgler ligger eller navnet på et familiemedlem. I de senere stadier af sygdomsforløbet bliver det mere kritisk. Her vandrer folk hvileløst rundt på gaderne og går gentagne gange ind i ting, før de til sidst glemmer at trække vejret.

Midt i alt det står Luke, en dyrlæge, der år tidligere har mistet sin søn, og som pludselig kontaktes af sin bror Clayton, der er udstationeret på undervandsbase i Marianergraven. Han har måske fundet mirakelkuren mod ‘Gets. Luke tager selvfølgelig dertil – og herfra går det fra skidt til meget, meget værre.

Hvis ovenstående lyder fedt, så lad mig med det samme dysse begejstringerne en del ned. ‘Gets er ren staffage i The Deep og nævnes stort set ikke ud over de første kapitler. Hvor Peng Shepherds The Book of M elegant brugte en slags faretruende demenssygdom som baggrunden for en fed postapokalyptisk historie om et samfund i forfald, er det et helt unødigt element i Nick Cutters svære toer.

Det samme er mange af de tilbageblik som The Deep løbende indeholder. Nogle få giver os et bedre indblik i Lukes barndom og fallerede ægteskab, men langt de fleste er langtrukne, udpenslede øjeblikke centreret omkring Luke og Claytons stærkt overvægtige mor, hendes sygelige misbrugstendenser (både af mad og hendes børn) samt hendes rædselsfulde dominerende adfærd.

Cutter har dog ikke mistet evnen til - på de klammeste måder - at beskrive ægte uhygge, slibrige tentakler og lemlæstede og forpinte mennesker. Der er tidspunkter, hvor The Deep på en ubesværet måde kombinerer elementer fra Event Horizon med The Abyss og The Thing. Og der føles The Deep lige så vedkommende og ubehagelig som The Troop. Og så har jeg altid svært, når noget går ud over hunde, så er det sagt.

Men fordi karaktererne ikke er i nærheden af drengegruppen fra The Troop, og fordi plottet er rodet, uskarpt og ofte formålsløst, føles The Deep for det meste bare frustrerende. Afsløringen hen mod slutningen er decideret doven og mærkelig. Her virker det bare som om Cutter gerne ville være færdig med projektet – og det er brandærgerligt.

Hvor The Troop er stadig en af mine 2024-favoritter, er The Deep en kæmpe skuffelse. Jeg kan sagtens holde til både body- og cosmic horror (som The Deep til tider berører), men uden troværdige karakterer og en ordentlig fortælling bliver det et uforløst projekt med få lyspunkter.