The Gone World

Året er 1997. NCIS-agenten (Naval Criminal Investigative Service) Shannon Moss kaldes ud til en række brutale mord – og en mulig kidnapning. Navy Seal-familien Mursult er blevet henrettet, men faderen - og den ældste datter - er som sunket i jorden.

Som Shannon optrevler mordene og langsomt kommer tættere på sandheden, går det op for hende, at sagen måske kun kan afsluttes, hvis hun bruger flådens hemmelige kvantebaserede teknologi til at rejse ind i en af de uendelig mange IFT’ere (Inadmissable Future Trajectories) som teknologien skaber.

For det lader til at Patrick Mursult har været en del af regeringens hemmelige tidsrejseprojekt Deep Waters, og at han på et tidspunkt har været udstationeret på et af flådens rumskibe. Fremtiden er dog ikke mejslet i sten. Den opstår, som observatøren ankommer til tidspunktet, og forsvinder igen, når den tidsrejsende rejser hjem. Èn ting står dog fast; alle fremtider ender på et tidspunkt i Terminus, et altopslugende fænomen, der ankommer til jorden og udsletter alt liv. Og hver gang Shannon rejser frem i tiden, kommer Terminus tættere på.

Tom Sweterlitschs The Gone World tackler tidsrejser på en ny og spændende måde. Visse ting forbliver de samme, andre er væsentligt ændret, hvilket gør at Shannon ikke, en til en, kan efterforske mordsager uden at hovedvidner og kolleger nu er nogle helt andre. Ikke engang sagsakterne forbliver de samme. Det gør det også umuligt at rejse sager på baggrund af fremtidsviden, da den formentlig ikke vil udspille sig sådan. En slags Minority Report-problem.

The Gone World er en lækker blanding af True Detective møder Event Horizon med en knivspids X-Files – og Sweterlitsch manøvrer ubesværet rundt mellem politiarbejde, tidsrejser, horror og videnskab. Det foregår nogle gange på et lidt højt plan og vil formentlig hægte en håndfuld læsere af undervejs, men Sweterlitsch gør, hvad han kan for at gøre det fordøjeligt og spændende.

Skal jeg rette en kritik af et ellers djævelsk godt litterært værk, så er det af figurerne ikke altid har den store dybde. Shannon Moss er der kælet for, men en del af de andre figurer har ikke helt dybden til at virke troværdige og interessante.

Der er også et problem med slutningen, som jeg ikke helt kan forlige mig med. Vi får 350 sider med en velkomponeret historie, der hele tiden øger spændingskurven og mystikken, men det hele afsluttes så på 50 sider, hvor det aldrig rigtig forløses som jeg havde håbet på. Bogens bad guy glemmes ret hurtigt, og et par af de andre figurer, der ellers er brugt tid på at etablere, forsvinder, som Shannon ender i psykedeliske tidsløkker og Event Horizon-rædsler.

The Gone World er dog stadig stærkt underholdende, skarp og ambitiøs. Slutningen kunne bare godt have stået stærkere.