The Library at Mount Char

Carolyn kan nærmest ikke huske, at hun nogensinde har været en almindelig amerikaner. Som barn - og under de mest traumatiske begivenheder (som jeg ikke vil afsløre her) - blev hun og en håndfuld børn “adopteret” af den gådefulde, gudelignende Father og tildelt et fagområde i hans enorme bibliotek af urgammel viden. Mens Margaret fik døden og David krig og mord, fik Carolyn sprog – og de blev instrueret i aldrig at læse uden for deres fagområde.

Mange år senere har børnene, der nu er i deres 30'ere, vidunderlige og mærkværdige kræfter, der lader dem tale med dyr (og vinden), mestre ethvert sprog, rejse til dødsriget og slå ihjel på enhver tænkelig måde. Men da Father pludselig forsvinder og mørke kræfter truer med at invadere både den almindelige verden og biblioteket, tager Carolyn og hendes aparte “familie” affære.

Hvis ovenstående lyder lidt flyvsk og unøjagtigt, er det fordi jeg bevidst holder kortene tæt til kroppen. The Library at Mount Char fungerer bedst, hvis du flyver helt uden radar. Scott Hawkins har nemlig skrevet en af de mest fantasifulde, overrumplende, mærkelige, genrebrydende og overraskende bøger, jeg længe har læst. Er det fantasy? Ja, lidt. Men det er også en slags Neil Gaimans American Gods møder thriller med Stephen Kings sans for figurer og veludbyggede baggrundshistorier. På andre tidspunkter er det et actionridt. Nogle gange en gyser. Måske endda horror.

Der er så meget Hawkins ikke besværer sig med at forklare. Magi, ældgamle tekster og hvordan Father har skabt et bibliotek uden for rum og tid, efterlades - for det meste - hængende i det uvisse. Der snakkes om guder, entiteter fra andre planer, om eventyrlige evner og mærkelig genstande. Men det fungerer perfekt og gør kun hele fortællingen endnu mere gådefuld.

Og så er The Library at Mount Char i øvrigt møghamrende blodig og barsk. Børnene, der er oplært af den nådesløse og sadistiske Father, traumatiseres gang på gang i jagten på at perfektionere deres fagområde. Igen; jeg vil ikke afsløre noget her, men blot sige at bogens allerværste kapitel (på den gode måde) indeholder en bronzetyr og den krigsliderlige og afstumpede David.

Måske, og kun måske, taber bogen lidt terræn hen mod slutningen, men det er ikke nok til at dæmpe min begejstring. The Library at Mount Char er fantastisk. Som med The Rawshark Texts og The End of Mr. Y (begge nogle af mine yndlingsbøger) er jeg ikke i tvivl om, at jeg har læst noget helt særligt og nærmest magisk. Og af en debutbog at være er den skræmmende afrundet og velskrevet.