The Seclusion

Patricia “Patch” Collins er en mønsterborger i det nye Amerika, et totalitært autokrati styret af The Board. I årene før hendes fødsel opførte styret mure mod både Mexico og Canada, bandlyste flere hundrede års litteratur og indopererede chips i samtlige borgere – alt sammen for at passe på landets indbyggere. På den anden side af styrets massive betonmure hersker der nemlig kun kaos og lovløshed.

Den sandhed har Patch for længst stillet sig tilfreds med. Hun lever et stilfærdigt liv som indsamler af jordprøver, noget der giver hende og kollegaen Rexx adgang til landets ydre regioner. Dagene går med propagandistisk og påkrævet tv, der taler Amerika op og dissidenterne ned. Alt er monitoreret, alt er holdt i kort snor. Til gengæld er alt også sikkert. Ingen mangler et hjem eller et måltid i det nye Amerika.

Men da Patch og Rexx - på en af deres vanlige arbejdsture - støder på et fortidslevn fyldt med forbudt litteratur, gamle landkort og populærkulturelle artefakter, vendes deres verden på hovedet. Patch forelsker sig i et eksemplar af Les Misérables og Rexx, der længe har fornemmet at The Board ikke fortæller hele sandheden omkring Amerika, drømmer om at slippe ud af styrets jerngreb og se, hvad der gemmer sig bag horisonten.

Jacqui Castles debutroman er klassisk dystopia. The Seclusion, der foregår i 2090, tegner et billede af en verden, hvor staten og demokratiet stille og roligt er blevet afmonteret til fordel for et autokrati styret af propaganda, overvågning og tung indoktrinering. Her patruljerer compos (compliance officerer) gaderne med Pacifiers, klar til at slå til når borgerne anonymt anmelder hinanden til den øverste myndighed for upatriotisk adfærd.

The Seclusion er politisk, det er der ingen vej udenom – og den føles uhyre vedkommende her i 2025, hvor USAs vanlige rolle som garant for vestlige værdier og personlig frihed smuldrer. Indrømmet; der er stadig langt til Castles 1984/Farenheit lignende tilstande, men man kan alligevel ane konturerne til det, nu hvor præsidenten forsøger at tilrane sig uindskrænket magt og ofte uimodsagt tegner et totalt forvrænget billede af virkeligheden.

The Seclusion er aldrig tung, træg eller decideret belærende. Jacqui Castle skriver med en lethed og et enkelt sprog, der aldrig bliver unødigt malende eller langtrukkent. Romanens sidste 2-3 kapitler virker dog lettere amputerede. Det er som om Castle, sent i skriveprocessen, besluttede sig for at skrive en opfølger og derfor gerne ville gemme en masse afsløringer til toeren (The Chasm) – og det er lidt ærgerligt, når The Seclusion, langt hen ad vejen, er uhyre omhyggelig i opbygningen af både historien og den verden vi befinder os i.

The Seclusion kom til verden som et Inkshare-projekt (i stil med Kickstarter eller GofundMe), hvor under 600 læselystne personer lagde den fornødne kapital til at få udgivet Jacqui Castles debutroman, og det er fantastisk, for bogen fortjener bredere anerkendelse og en endnu større læsekreds. The Seclusion er en underholdende, velskrevet og tempofyldt bog uden aspirationer om at være et hovedværk inden for genren – og det er nok til mig.