Beskrivelse
Transfiguration er et forum for diskussionen af forholdet mellem kunstarterne og kristendommen i den europæiske tradition fra oldkirken til nutiden.
I de seneste års kulturdebat har man kunnet iagttage en stigende interesse for kunstarternes mere eller mindre præcist definerede religiøse kontekst. Der er derfor efter redaktionens opfattelse behov for et teologisk fagskrift, der ikke begrænses af fagets traditionelle stof. Ordet teologi anvendes her i bredere forstand om de tanke- og udtryksformer, som er blevet til i et historisk spændingsfelt mellem religiøs praksis og æstetisk udfoldelse. Den kirkelige kunst er naturligvis et vigtigt emneområde for Transfiguration, men sigtet er bredere og omfatter også kunstneriske ytringer, der ikke har explicit kristent-religiøst indhold.
Navnet Transfiguration antyder med sine bibelske overtoner (Matt.17,2) og den bogstavelige betydning (forvandlinger) en forbindelse til den lange tradition for at pege på sammenhænge indenfor det bibelske univers og litteraturen. Tradition har gjort sig gældende fra kirkefædrene (Tertullian og Augustin) til det 20. århundredes litteraturkritik.
Forholdet mellem kunst og kristendom har på intet tidspunkt været éntydigt. Fra middelalderens sakrale kunst (den gotiske katedral) over den romantiske forestilling om kunstreligionen (Wagner) til den radikale kunstkritik i den moderne epoke (det moderne gennembruds kunstnere) er der afsat komplicerede spor i Europas kulturelle landskab. Det gælder også i den allernyeste tid, hvor kristendommen - trods sækulariseringen - stadig kan danne udgangspunkt for en kunstnerisk skabelsesproces. Både en teologisk tilgang til kunstarterne og en betragtning af kristendommen på grundlag af kunstneriske ytringer giver mulighed for at afdække sammenhænge og brudflader i den europæiske tradition, der ofte i forskningen er blevet sløret af eksisterende faggrænser. Det drejer sig om at betragte kunstarterne inden for en omfattende livstydningshorisont, og som til tider aktivt skabende medspillere - og kritiske modspillere - til de kirkelige og akademiske teologiske tankebygninger, med andre ord som teologiske erkendelsesformer. Tidsskriftet anlægger et teologisk perspektiv på et omfattende tværfagligt stofområde. Til en kvalificeret udfoldelse heraf hører, at det sker i en tæt dialog mellem fagfolk inden for alle de involverede fagdiscipliner, som alle repræsenterer nødvendige kundskaber til brug for den overordnede diskussion af kunst og kristendom.
INDHOLDSFORTEGNELSE
Kristin Rygg: Musikk i stein: Skriket og velsignelsen
Theodor Jørgensen: Kriterier for verdslig og religiøs kunst
Henning Goldbæk: Den sidste dags skønhed
Nicoletta Isar: The Iconic Chôra
Morten Sørensen: Undsigelse af filosofiens hegemoni