Whalefall

Da den havelskende kværulant og drukkenbolt Mitt diagnosticeres med uhelbredelig kræft rammer det ikke den 17-årige søn Jay synderligt. År forinden er han nemlig flyttet ud af barndomshjemmet og ind hos sin kæreste – mest af alt for at undslippe Mitts lunefulde humør, konstante stikpiller og manglende evne til at udvise bare en brøkdel omsorg og kærlighed.

Men da Mitt beslutter sig for at ende sit liv ved at hoppe over bord på en fisketur med den pensionerede tandlæge Hewey, føler Jay alligevel en vis forpligtelse til at afhjælpe sorgen hos sine søstre og mor – og han trækker derfor et år senere i dykkerudstyret og hopper i havet ved Monterey i Californien for at finde resterne af sin far.

Jay har ikke dykket længe, før han får følgeskab af en blæksprutte og kaskelothval – og før han ved at det sluges både han og blæksprutten. Og herfra starter et hæsblæsende ridt for at slippe fri af hvalens fire maver. Eller sådan sælges romanen i hvert fald, men Whalefall er desværre mere interesseret i Jays internaliserede kamp med fortiden. Gennem en række ultrakorte kapitler hives vi frem og tilbage mellem fortid og nutid i et forsøg på at skabe et billede af Jay og Mitts komplicerede forhold.

Om Daniel Kraus har et kompliceret forhold til sin egen familie aner jeg ikke, men som søn af en nogenlunde lige så lunefuld og følelsesmæssigt distanceret far, virkede skildringen af Jay og Mitts forhold både dragende og troværdig på mig. Jeg blev hurtigt suget ind i fortællingen og spejlede mig i flere aspekter af historien.

Desværre magter Kraus ikke på samme måde at skildre kampen i hvalen. Til trods for et kontinuerligt faldende psi-tryk i Jays iltflaske (der bruges som kapiteloverskrifter) og fire faretruende maver at begive sig igennem føles Whalefall … kedelig. Det meste af tiden har Jay en “samtale” med hvalen om alt og ingenting, en slags sorgbehandling og generel filosoferen over livet og dets evne til at udfordre os. Egentlige actionscener er der få af, og når de er der, så har de ofte ikke et ordentlig tempo, og de tegner sjældent et klart billede af, hvad der egentlig foregår.

Jeg ville virkelig gerne kunne lide Whalefall, men de meget korte kapitler, hvoraf nogle er halvanden side, mens andre er to-tre linjer tekst, hev mig virkelig ud af fortællingen. Det er ikke en spændingsroman, ikke et øjebliksbillede af klimakrisen set fra under havoverfladen (selvom Kraus også lægger det i posen) eller bare en fortælling om familie. Det er lidt af det hele, og så alligevel ikke rigtig noget af det.

Hvad filminstruktør Ron Howard og Imagine Entertainment har tænkt sig at gøre med filmrettighederne, har jeg svært ved at se. Der skal i hvert fald en tung omskrivning til for at skabe noget i stil med 127 Hours eller All is Lost.