Beskrivelse
Hvordan kan du som pædagog bedst forstå og møde autistiske mennesker,
der oplever og sanser verden på andre måder end flertallet? Og hvordan kan du
omsætte dén forståelse til pædagogiske greb?
Autismepædagogik – Teori og greb til praksis giver
dig en introduktion til autisme og viser, hvordan du med viden og pædagogisk faglighed
kan møde mennesket bag diagnosen.
Bogen guider dig gennem centrale temaer forbundet med
autisme: fra det internationale klassifikationssystem ICD-11 og fremherskende teoretiske
forståelser af autisme til nyere strømninger inden for hjerneforskning og
psykologiske faktorer i tilværelsen som neurodivergent.
Undervejs møder du cases og refleksionsspørgsmål, der
hjælper dig med at koble teori til din hverdagspraksis, og i bogens sidste del præsenteres
18 konkrete redskaber, som du kan tage direkte med ind i dit arbejde. Du får
bl.a. indsigt i, hvordan du kan arbejde med visuel kommunikation, udvikle
strategier til stresshåndtering, skabe rum for særlige interesser eller på
andre måder tilpasse pædagogikken til den enkeltes behov.
Bogen er skrevet primært som en grundbog til pædagoguddannelsen, men
henvender sig også til dig, der allerede er uddannet pædagog og ønsker at
styrke din faglighed. Derudover kan den bruges i specialpædagogisk sammenhæng på skoleområdet.
Rikke Møller Eriksen er uddannet pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi fra Aarhus Universitet. Hun arbejder som socialfaglig koordinator i Socialforvaltningen i København og har mange års erfaring inden for autismeområdet.