Var du måske klar over, at ordet "tennis" kommer af det franske "tenez", som kan oversættes til så meget som "tag imod!" og var det, de første spillere af pallacorda råbte til hinanden, når de servede? At spillet stammer fra middelalderens Sydeuropa og oprindeligt var et temmelig voldsomt angrebsspil, hvor bolden skulle kastes gennem et hul i bagvæggen? Eller at den bold gerne blev fremstillet med en kerne af menneskehår fra henrettede fanger?

Det er ret langt fra hvide shorts og solskygger eller bare de udtrådte sneakers, vi alle sammen render rundt i, og jeg for min del vidste i hvert fald intet om det, fordi jeg i det hele taget ved uendelig lidt om tennis. Men efter at have læst den mexikanske forfatter Álvaro Enrigues første roman på dansk, Sæt og match, ved jeg en del mere om spillet. Når jeg så har læst en hel roman, hvor en tenniskamp er omdrejningspunktet, må jeg med skam bekende, at det altså ikke er, fordi jeg er umådeligt nysgerrig, ikke engang selvom selve konceptet sportsroman på sin vis virker tiltalende, om ikke andet så på grund af sin sjældenhed. Men den tenniskamp, der danner rammen om Álvaro Enrigues svært metaromans-opbrudte bog, er altså en kamp mellem den italienske renæssancemaler Caravaggio og den spanske digter Francisco de Quevedo. Og det, den danner ramme om, er ikke engang alene en roman om modreformationen eller om et af malerkunstens helt store genier, men samtidig om den mand, der underlagde sig Amerika: den bestialske antihelt Cortés. Forbindelsen mellem de to historier er en af de fire tenneisbolde, som bødlen Rombaud fik lavet med håret fra Henrik 8.s utro kone Anne Boleyns rødblonde fletninger, efter han havde halshugget hende.

Det er altså en af de helt store historier, Álvaro Enrigue har sat sig for at binde sammen i Sæt og match: det er fortællingen om, hvordan Europa ekspanderede på tværs af Atlanterhavet, og hvordan de rigdomme, der tilflød kontinentet fra den nye verden, skabte grundlaget for Europas opblomstring. Og det er historien om, hvordan kunstnere som Caravaggio og videnskabsmænd som hans ven Galilei var med til at forme den ny tid. Samtidig er det fortællingen om en katolsk kirke, hvor magt, undertrykkelse og politiske alliancer ofte har haft større betydning end den fromme gudstro, man gav udtryk for at dyrke og ville plante hos den ny verdens indbyggere. Og hvordan bispen Vasco de Quiroga faktisk forsøgte at skabe et paradis baseret på Thomas Mores Utopia i den ny verden, fordi idéerne i det filosofiske værk faldt så naturligt sammen med den måde, de oprindelige folk havde levet på i Mexico-dalen, inden spanierne kom.

Don Diego savnede ikke de gamle guder. Hans fro det meste symbolske forhold til de religioner, som livet havde påbudt ham at praktisere, udtryktes gennem en række ritualer, som havde forekommet ham at være tomme skaller, når han ofrede frugten af sit arbejde til de fire verdenshjørners fire Tetzcatlipocaer, og de forekom ham nøjagtig lige så tomme, når der skulle vises respekt for de tre ærkeengle og nazaræeren. [...} Menneskekød var lidt gummiagtigt, og retten alt for krydret. Han savnede ikke blodet, der sprøjtede fra det ofrede hjerte, de afskårne hoveder, som blev kastet ud til masserne, der var bimleskæve af hallucinogener, de hovedløse kroppe, der tumlede ned ad trapper.

Hvis det altsammen lyder som en kolos af en kulørt historisk roman, så skulle ovenstående gerne godtgøre, at det er det ikke og heldigvis har Álvaro Enrigue selv øje for, hvor overlæsset et romanprojekt, han har gang i. Derfor giver romanen også plads til overvejelser om selve romanen og hvad, forfatteren overhovedet vil med den. Og i stedet for at forfalde til kulørte eskapader, holdes bogen i et aldeles kontant sprog, hvor det floromvundne først og fremmest udgøres af eder kraftudtryk. Dem har Peter Adolphsen ramt glimrende i en lydefri oversættelse, hvor fornærmelserne gradueres lige fra det milde "båtnakke" til det absurd grovkornede. Særligt imponerende er det, når han skal gengive fjermageren Huanitzins fejlbehæftede spansk:

Jeg har allerede valgt den jordsted, hvor værkstedet skal hænge, sagde Huanitzin til Quiroga, eller endnu bedre: Du kommer og skøder mig det, du er jo avokado.

Samme Huanitzin insisterer i øvrigt på at titulere paven hans løjerlighed, selvom Quiroga hele tiden korrigerer ham kærligt, inden de giver pokker i det og tager psykedeliske svampe sammen.

Selvsikker som en hund

Hvis Sæt og match er et kolossalt romanprojekt, er det dog for intet at regne mod Julio Cortázars Hinkeleg. Den små ottehundrede sider lange roman udkom i 1963 og har siden stået som et moderne hovedværk i latinamerikansk litteratur, selvom forfatteren selv på det tidspunkt forlængst havde forladt kontinentet og bosat sig i Paris, hvor levede frem til sin død i 1984. Som den senere Roberto Bolaño - og i øvrigt også som den i New York bosiddende Álvaro Enrigue - skrev Cortázar altså om sit hjemland på afstand. Mens Jorge Luis Borges, der var redaktør på Julio Cortázars debut, blev i Argentina og støttede militærdiktaturet der og i nabolandet Chile, var Cortázar overbevist venstreintellektuel, og først efter hans død og diktaturets fald har han opnået status af nationalikon på linje - næsten - med Borges. 

Derfor kan det også virke sært, at hans hovedværk ikke tidligere er blevet oversat. Basilisk har udgivet et par novellesamlinger, og ellers er der kommet et par spredte titler på andre forlag, men ingen har altså villet binde an med Hinkeleg, før Skjødt Forlag trådte til. Det er prisværdigt, og ikke mindre prisværdigt er det, at Rigmor Kappel Schmidt har taget det på sig at fordanske Julio Cortázars ordspil, hans uortodokse sætninger og hans tankestrømsskrivning. Alene det at holde styr på Hinkelegs forløb er en opgave, der fordrer en instruktion: man læser bogen fra kapitel 1-56, derpå følger nioghalvfems supplerende kapitler, som enten kan læses i en helt ny sammenhæng sammen med de oprindelige seksoghalvtreds, som de supplerer og giver en ny forståelse af, eller læses på må og få, så man sammensætter sin egen historie.

Historien har som fikspunkt den argentinske intellektuelle Horacio Oliveira, der dalrer rundt i halvtredsernes Paris sammen med en gruppe beatniks og hører jazz, drikker vin, ryger cigaretter og har sex, mens de diskuterer kunst og prøver at overleve. Han er med andre ord en karakter, det er svært ikke at holde op mod virkelighedens Julio Cortázar. Oliveira har en affære med virrehovedet Maga, som i starten af romanen er forsvundet, og langsomt flås Slangeklubben, som vennerne kalder sig, fra hinanden, og Oliveira ender tilbage i Argentina. Her forveksler han sin vens kone med Maga, de to glider sammen for ham, og det cirkus, han først er tilknyttet, bliver til et sindssygehospital, hvor det bliver sværere og sværere at se, hvem der er personale, og hvem der er patient.

Hinkeleg lever i kraft af sine vilde tankespring, sine frie associationer - som når det et sted siges om en person, at han "var så selvsikker som en hund eller en postkasse" uden yderligere forklaring - og den måde, det hele flyder igennem den, uden at hovedpersonen formår at gribe fast om det, men også uden at han kan undlade at registrere alt det, der sker omkring ham, og analysere det.

Men bag enhver handling var der en protest, da enhver handling indebar, at man gik for at nå frem til, eller at man flyttede på noget, så det var her og ikke der, eller man gik ind i en bygning i stedet for ikke at gå ind, eller man gik ind i nabobygningen, så enhver handling rummede indrømmelsen af en mangel, af noget endnu ikke gjort, som det var muligt at gøre, den stiltiende protest over, at der fortsat var åbenlyse mangler ved nutiden: fejl, svind eller utilstrækkelighed.

Man må godt trække vejret efter sådan en sætning. Det kan man få brug for. Roberto Bolaño udtalte selv, at Hinkeleg var den vigtigste inspirationskilde for hans metaroman De vilde detektiver, og hvis det ikke er anbefaling nok i sig selv, så ved jeg snart ikke, hvad der skulle være det.

Samme Skjødt Forlag, der udgiver Hinkeleg, og som jeg senest har skrevet her om ved udgivelsen af Mario Levreros Byen, har desuden op til sommerferien udgivet en fabelsamling af den mexikanske multikunstner Juan José Arreola. Fabularium er en lille samling mere eller mindre barokke og generelt temmelig absurde historier om, hvor skuffet, man kan blive, når tingene overhovedet ikke fungerer, som man havde forventet det. Den kan man passende tage en snas af ind imellem Cortázars ordstrøm.