Engang kendte vi hinanden

Den korte anmeldelse: Det her var en hjertevarm coming-of-age, som handler om børn i pleje og de mennesker som gør deres bedste for at hjælpe dem. Der er øjeblikke, hvor jeg er grebet af sorg for de her børn og øjeblikke hvor mit hjerte fyldes af glæde og håb. Jeg elsker den måde fortællingen hopper fra datid til nutid, fordi vi ser karakternes udvikling, men også fordi det skaber en dejlig naturlig slow-burn romance. Jeg havde ingen anelse om, hvem Leah ville ende med til sidst. Jeg shippede den ene mand i datidskapitlerne og den anden i nutidskapitlerne.


Den længere anmeldelse: Den kvindelige hovedkarakter Leah er sød og venlig, men fordi hendes forældre har taget en beslutning om at være plejeforældre, mødes hun af fordomme, hvor end hun er. Derhjemme passer hun ikke helt ind, fordi der altid er nogle børn, som vil klandre hende for ikke at være som dem, og udenfor hjemmet ser fremmede personer hendes familie som udstødte og potentielle ballademagere. Leahs forældre gør meget for, at alle skal føle, at deres hjem er hjemme, men de beder om meget af Leah. Jeg synes, at bogens tema om plejebørn var ret svær at læse om. Jeg tror, at det skyldes, at både i bogen og i virkeligheden handler det om et system, som ikke altid ser på det enkelte menneske og derfor kan være mere skadeligt end hjælpsomt. Det ser vi især ske for George, som er en ny tilflytter til Leahs hjem og en af de to mandlige hovedkarakterer. For ham er systemet skadeligt, da han er blevet splittet fra sin lillesøster og kan ikke få lov til at se hende. Det var stressfuldt at læse, fordi han står i en hjælpeløs situation. Han bliver set som et barn, der skal beskyttes, men man tager det mest dyrebare fra ham. Theo, den anden mandlig hovedkarakter, er fra en rig og snobbet familie, og selvom det ikke ser ud til, at han ved første øjekast har noget tilfælles med Leah og George, så finder de tre hinanden i et venskab, der ændrer deres liv. Historien er skiftevis fortalt i datids- og nutidskapitler, så vi ser dem både som børn og voksne. Jeg kunne rigtig godt lide denne fortællestil, da man kan se, hvordan de udvikler sig. For der er ingen tvivl om, at som barn er det en katastrofe, som er ved at ske, imens vi ser, hvordan deres voksne-jeg bærer på og bearbejder den sorg og det ansvar, som blev dem pålagt. Samtidig så sænker fortællestilen også farten, så det bliver til en slow-burn romance. Det er umuligt at vide, hvem Leah ender med til sidst. Jeg skiftede mellem den ene som favorit i datidskapitlerne og den anden i nutidskapitlerne. Det var en bog som greb mig og fik mig igennem hele følelsesregistret. Jeg elsker, hvordan vi så både de gode og de dårlige ting, men også, hvor livsændrende opholdet hos Leahs forældre var for nogle af personerne i historien.