Forventes på lager: 05-10-2017
Romanen Fuglene fra 1957, der regnes for Vesaas’ mesterværk, handler om Mattis, tusten eller tossen, ham der ikke er som de andre, men som oplever verden på en intuitiv måde, hvor alting får karakter af hemmelighedsfulde tegn. Han oplever det som et lille mirakel, når der kommer et sneppetræk over huset. Han kan tyde fuglenes sprog, sneppen skriver små breve til ham med næb og kløer, og Mattis stiller livets store spørgsmål, som ingen kan svare på. I det lille bygdesamfund er Mattis ringeagtet og ensom. Han kan ikke passe et arbejde og bor sammen med sin søster, Hege, som forsørger dem ved at strikke trøjer. Hans største triumf oplever han, da to piger samler ham op på en holm i søen, hvor han har søgt tilflugt, fordi hans plimsoller af en båd har taget vand ind. Da han ror de to ind til købmanden, kan han vise de lokale, at han godt kan være sammen med nogen, som respekterer ham, som den han er. En dag får Hege den idé, at Mattis kan være færgemand og ro folk over søen. Og han ror frem og tilbage, men der er ikke en sjæl at se, før skovhuggeren Jørgen en dag dukker op. Det ender med, at skovhuggeren flytter ind i deres lille hus, og Hege blomstrer op, mens Mattis føler sig mere udenfor end nogensinde. En dag tager han ud på søen, han har en plan og vil udfordre skæbnen.
”Tarjei Vesaas har skrevet den bedste norske roman nogensinde: Fuglene. Den er helt vidunderlig; prosaen er så simpel og så subtil, og fortællingen så rørende, at den ville have været regnet blandt de store klassikere fra det sidste århundrede, hvis den havde været skrevet på et af de store sprog.” – Karl Ove Knausgård, New York Times
”Tarjei Vesaas’ mesterværk – oversat fra nynorsk til smukt dansk af Jannie Jensen og Arild Batzer – har højde, dybde og vingefang, et eviggyldigt eksistentialistisk ensomhedsstudie, der bekræfter det gamle ord om, at én tåbe kan spørge om mere, end ti vise kan svare på.” – Klaus Rothstein, Weekendavisen
En af de fineste bøger jeg har læst, om et menneske der grundet mental retardering holdes i udkanten af det menneskelige fællesskab. Der er humor i bogen - flere gange fik Mattis' verdenssyn mig til at trække på smilebåndet - men den er samtidig meget trist, for Mattis higer efter at være "skarp", men han kan ikke trænge igennem den usynlige mur, der adskiller ham fra de "kloge". De "kloge" vil ham faktisk det godt og er medfølende, men heller ikke de formår at bygge bro til Mattis. De er på sin vis også begrænset, og der er ting man ikke taler om, for eksempel når Mattis spørger hvorfor han er sådan. Kun glimtvis får Mattis mulighed for at føle at han duer til noget, som da han ror de to turistpiger til havnen.
Mattis lever i sin egen verden. Der er en hel del han ikke forstår, men han er samtidig mere fint opfattende end andre mennesker - bedre i stand til at værdsætte naturen (sneppen må ikke gøres fortræd), og mere følsom ift. naturfænomener, som tillægges en overnaturlig vilje.
Selvom bogen er skrevet for adskillige årtier siden, er den stadig yderst relevant. Den stiller spørgsmålet: Hvilken plads levner vi i vores samfund til mennesker med handicap? Mere generelt handler den om ensomhed, forstået som oplevelsen af at være omgivet af mennesker og stadig oplevet sig som uden for fællesskabet.
| Forlag | Bechs Forlag - Viatone |
| Forfatter | Tarjei Vesaas |
| Type | Lydbog |
| Format | zip_mp3 |
| Sprog | Dansk |
| Oplæser | Bent Otto Hansen |
| Udgivelsesdato | 05-10-2017 |
| Spilletid | 358 Minutter |
| Oversætter | Jannie Jensen, Arild Batzer |
| Filtype | zip_mp3 |
| Filstørrelse | 244993 KB |
| Kopibeskyttelse | DigitalVandmaerkning |
| Datamining | Ikke tilladt |
| ISBN-13 / EAN-13 | 9788771832877 |