Med morfar ved Kulkysten: En dokumentarisk bornholmsfortælling

Scenen i den dokumentariske fortælling er kysten mellem Rønne og Hasle. En opdigtet person, Holger Kofoed, fortæller børnebørnene Ingrid og Ivar kystens realistiske og farverige historie. Nedkæmpelse af sandflugten, skovplantning, kulgravning og teglværksindustri, med Hasle Klinker & Chamottestensfabrik som højdepunktet, skabte en smuk, blomsterrig og attraktiv natur. Morfar fortæller om arbejde og mennesker i området, bl.a. om fodboldstjernen John Faxe Jensens familie. Ingrid og Ivar bor i Virum – tæt på Frilandsmuseet. Her får hele familien fællesglæder. Men alle glæder sig hvert år til sommerferien i Sorthat. Her laver mormor bornholmske egnsretter, og morfar er historieguide. Bogens forsidebillede er Bent Katzeffs fantasitegning af morfar og tvillingerne foran Pyritsøen, hvor der blev gravet ler til klinkerfabrikken. Bagsidens billede er Ingrid Oldenburgs foto af et andet, nærliggende yndlingsområde: Sorthatrevet. Menneskers beretninger har stor betydning for historieformidling, og bedsteforældre har meget at fortælle. Uddrag af bogen ”Dampmaskinen var Bornholms første, og Lambrecht var en dygtig leder. I 1846 var der ikke mere for ham at lave her, så han rejste tilbage til Flensborg. Men et par år efter havde kulværkerne brug for ham igen. Selveste amtmanden pressede på for at få Lambrecht tilbage. Det blev svært, for netop i 1848 var der udbrudt krig mellem Danmark og Slesvig-Holsten. Men det lykkedes at få lusket Lambrecht til Bornholm.” Morfar holder et par sekunders pause, mens tvillingerne ser spændt på ham, og han fortsætter: ”Der blev sendt et skib uden lanterner afsted. Det ankrede op i Eckernførde Fjord. En jolle blev sendt i land og hentede i nattens mulm og mørke familien Lambrecht.” Om forfatteren ARNE IPSEN havde sin barndom i Hasle, tæt på ”Kulkysten”. I mange år journalist ved den lokale ugeavis Det Grønne Område i Lyngby-Taarbæk – med Frilandsmuseet som et af stofområderne. Forfatter og medforfatter til bøger om egnshistorie. Historie, folkeminder og fortælleglæde er særlige drivkræfter i skrivearbejdet.