Ministeriet for Tid.

The Ministry of Time handler, til trods for titlen, meget lidt om tidsrejser, men i stedet utroligt meget om mennesker, kærlighed, det britiske imperiums “storhedstid”, klimaforandringer og det det cambodjanske folkedrab.

Det kan lyde tungt og nedslående, ja faktisk som læsning man ikke burde kaste sig over, når decembers kulsorte mørke omfavner alt, men det var præcis, hvad jeg gjorde – og The Ministry of Time viste sig faktisk at være julemånedens lyspunkt. I stil med The House on the Cerulean Sea er det en hjertevarm, hyggelig og velskrevet roman, der balancerer fint mellem spekulativ sci-fi, samfundskritik og romantik.

Vi befinder os i et nær fremtidigt Storbritannien, hvor den engelske regering har fået adgang til tidsrejseteknologi. Den bruger de til at hente en række historiske personer, der alligevel ville have været slået ihjel i deres samtid, til England, hvor de efterfølgende bliver tildelt en Bridge, altså en statsansat bro, der skal hjælpe dem med at vænne sig til det 21. århundrede.

Bogens hovedperson tildeles den engelske officer Graham Gore, en arktisk opdagelsesrejsende, der forsvandt sporløst forsøget på at finde nordvestpassagen på John Franklins fejlslåde ekspedition.

Gore skal finde sig tilrette i en verden, hvor det britiske imperium ikke længere har kronkolonier verden over, alle former for musik kan findes med et knaptryk på Spotify, vaskemaskiner eksisterer, kvinder er handlekraftige og selvstændige og mad fra hele verden findes i det nærmeste supermarked. Midt i alt det falder bogens hovedperson selvfølgelig for Gore der, med sit stille væsen og tilbageholdende gentlemansydre, er præcis, hvad hun leder efter.

The Ministry of Time er dog ikke bare en romcom, men også en god fish out of water-fortælling, der lader os opleve nutidens problematikker fra en ny vinkel som Gore introduceres til klimakrisen, det britiske imperiums mørke fortid som kolonisator og homoseksualitet. Under det hele ligger der stadig et tidsrejseskelet og lidt science fiction, men hvis du drømmer om en bog i stil med Blake Crouchs Dark Matter eller 11/22/63 af Stephen King, vil du unægtelig blive skuffet. Det er i hvert fald ikke før bogens sidste par kapitler, at Kaliane Bradley samler tidsrejseaspekterne og afslører, hvad der i virkeligheden foregår.

Som en debutroman står The Ministry of Time utroligt stærkt. Den er humoristisk, leverer lidt tankegods, men bliver aldrig belærende og kedsommelig. Bare hold dig for øje, at det ikke er et hæsblæsende tidsrejseridt, så er du godt underholdt.