Pulserende hjerter

Må vi få flere.

Anmeldelse af
Bente Schrøder Rasmussen, Pulserende hjerter, Forlaget Mellemgaard, Odense.
Den 31. august, en mandag morgen, blev en ung kvinde fundet dræbt ved Tiberbredden i Rom. Hun er efterladt hvor Ponte Cavour fører fra Ripettaen over til modsatte bred. Men det er ikke her Bente Rasmussens kriminalroman begynder. Den begynder med Lea, ung dansk kunstner, bosat i Rom, en urolig sjæl uden fast adresse, vandrende mellem ledige lejligheder og tilfældige kærester. Nu er hun endt i Pignetto kvarteret, i en stor lejlighed på fjerde sal, med udsigt over jernbaneterræn og med udgang til den lange hovedgade, hvor gøglere, narkomaner, gadesælgere, blander sig med ”de lokale”.
Hvor romanen begynder, ender den også, tre måneder, to mord, et mordforsøg senere. Det sidste vendt mod Lea. Det er dog først langsomt, senere mere dramatisk, at der opstår en sammenhæng mellem Rom, Lea og rituelle henrettelser. Plottet skal selvfølgelig ikke afsløres, men det er lige så logisk, som uforventet. Og godt tænkt. Hvorfor bliver en ung nøgen kvinde fundet dræbt, med hjertet skåret ud, ansigtet skamferet til ukendelighed, og hvorfor får Lea nærmest intuitivt en fornemmelse af, at hun kender kvinden? Hvorfor bliver det næste offer også en ung kvinde? Hvorfor får hun også hjertet skåret ud, og ansigtet skamferet? Og hvorfor får Lea fornemmelsen af at være forfulgt, for til sidst selv at blive udsat for et åbenlyst mordforsøg langt fra Rom, uden for Mexico City, for enden af Dødens Gade, på toppen af Månens Tempel, på mayaernes traditionelle plads for menneskeofringer?
De mange tråde samles langsomt ved en række begivenheder, der fører gennem byen, introducerer dens mange pladser og kirker og underjordiske katakomber. Hele tiden ved nænsomme personskildringer af en vennekreds, der er samlet fra hele verden, alle med pulserende hjerter, med hver deres baggrund, og deres livsudfordringer. Hele tiden ved sanselige beskrivelser af middage, restauranter, cafeer, lejligheder og ikke mindst Roms mange forskellige bykvarterer.
Bente Rasmussen kan sanse. Og beskrive steder og ikke mindst middage, så man kan lugte, smage og høre Rom, som den er: En frydefuld verden af livsglæde og kultur, men også en verden i forfald, en by der drager men også skræmmer.
Bente Rasmussen har boet det meste af sit liv i byen, kender den fra alle vinkler, i alle afkroge, og trækker på sit intime kendskab til at give farve til de dramatiske begivenheder. Hun har i mange år været en central person på Det Danske Institut på Via Omero i udkanten af Borghese haven. Her har hun set danske akademikere, kunstnere og forfattere komme og gå. Og ikke mindst oplevet den erotiske spænding, der opstår, når nordboere bosætter sig i Italien, og kultur slår mod kultur. Men det er især kombinationen af et Rom, der drager, og et Rom der skræmmer, hun udnytter til at binde byen sammen med mord og mordforsøg.
Rom er uden tvivl en af verdens smukkeste byer, men også misrøgtet og misbrugt af et politisk og et økonomisk system, der aldrig synes at kunne finde stabilitet. Et sted, hvor sociale uligheder, fanatisk politik, åbenlys racisme og en fascistisk fortid, støder sammen i daglige konflikter, og hvor fortid og nutid giver en sitrende fornemmelse, af hvad der kan komme. Både af skræk og glæde. Det er også sådanne modsætninger, der bærer fortællingen fra sidste dag i august til slutningen af november, og gør bogen til et billede på den romerske tidsånd. Og til mere end en veldrejet kriminalroman.
Romanen slutter en sen nat den 26. november med en julefrokost i lejligheden i Pignetto. Hvem der er til stede skal heller ikke afsløres. Men mellem 31. august og 26. november har Lea fundet ro og tryghed med fast kæreste. Og ikke mistet sit pulserende hjerte.
Samtidig er vi blevet klogere på Rom og dens historie, men har også fået indsigt i, hvordan kriminalpolitiet langsomt og minutiøst arbejder sig igennem til en opklaring. Vi er blevet underholdt, men også oplyst. Vi er blevet taget på en rejse ind i det menneskelige sind, når det er sygt og farligt, og ikke mindst på en rejse hvor Bente Rasmussen med stor energi og skrivelyst formår at binde Roms historie og sanselige glæder sammen til en tidsskildring, der er værd at læse fra start til slut. Det er Bente Rasmussens første roman. Må vi få flere.

Ove K. Pedersen

The dark side of Rome

Hvis nogen stadigvæk går rundt med den romantisk idé, at Rom er som en Fellini’sk filmkulisse, må man tro om efter have læst de godt 250 sider, der udgør Bente Schrøder Rasmussens bog Pulserende hjerter. Selv om forfatteren i sin fortælling gavmildt benytter sig af velkendte såvel som mindre kendte forførende scenerier fra Den evige Stad og omegn, hvilket hun er en indlysende og bedre kender af end de fleste, skildres disse netop som en noir, hvor krimiens personer mere optræder som urovækkende multikulturelle movida snarere end som en flok drømmende romere à la dolce vita.
Med fundet af to mishandlede og rituelt henrettede kvinder – og med jeg-fortælleren selv i fare for at skulle blive det tredje offer – udfordres læseren til at opspore morderen blandt et dusin mennesker, der alle bag deres velfungerende facader kæmper med uløste konflikter og psykisk utilpassede tilstande. Med hyppige og interessante henvisninger til fortidens og nutidens samfundsmæssige forhold – heriblandt etruskiske kvinder, Mithra-myter, Nemi-søens historie, Felliniske masker, eksotiske gastronomiske specialiteter og menneskeofringer til de krævende aztekiske guder i Solens og Månens templer i Mexico City - føres læseren gennem en berusende rejse i disse universer's mørke sider, samt gennem menneskers indre sjælelige labyrinter. Man betræder her flere komplekse stier, som krydser hinanden på spændende, ja gyseragtige måder.