Sisyfos-myten

Sisyfos myten af Albert Camus

Med Sisyfos-myten tager Camus udgangspunkt i det absurde, som opstår i spændingen mellem menneskets længsel efter mening, sammenhæng og absolutte sandheder,
og verdens tavshed og meningsløshed. Når mennesket bliver bevidst om dette misforhold – at verden ikke giver svar på vores længsel efter mening – oplever det det absurde. Camus’ spørgsmål er da: Hvordan skal vi leve, når livet ingen højere mening har? Camus afviser alle forsøg på at flygte fra det absurde gennem religion, metafysik eller håbet om et liv efter døden.
Han kalder det ”filosofisk selvmord”, når man søger trøst i en transcendent mening — altså noget hinsidigt. Derfor insisterer Camus på, at vi må holde os til denne verden – til det dennesidige – og ikke søge mening uden for den. Når Camus taler om ”dennesidig erfaring”, mener han en intens og bevidst erfaring af livet, som det faktisk er, her og nu – uden illusioner om noget hinsidigt. Det er en erfaring, hvor mennesket lever i det absurde i stedet for at forsøge at overvinde det.
Vi skal ikke søge trøst i Gud, evigheden eller idéverdenen, men omfavne det virkelige liv i sin absurditet og begrænsning. Han skriver f.eks.: ”At leve det absurde er at se det, erkende det og leve med det – uden at flygte.”
Camus var gift (først med Simone Hié, senere med Francine Faure), og det er veldokumenteret, at han havde mange samtidige affærer — fra skuespillerinder til intellektuelle (f.eks. Maria Casarès). Hans kone led under det. Camus selv erkendte privat, at hans liv gjorde andre ondt, og det er ikke tilfældigt, at han fremhæver Don Juan som absurd helt i Sisyfos-myten — en figur, der reflekterer netop hans livsstil - Intense relationer - Ingen bindende forpligtelser - Livet som serie af øjeblikke - Afvisning af romantisk “evighed” Jo, Albert Camus er spændende, også interessant, men jeg giver (kun) 4 stjerner da jeg synes at han på sin vis søger at finde et alibi for sin egen noget løsslupne levevis. Selvom dette næsten gør værket endnu mere interessant.