Beskrivelse
Dette er tredje og sidste bind i fortællingen om den fattige landarbejdersøn Tobias’ vej gennem trængsler frem mod at blive læge ved Frederiks Hospital og Fødselsstiftelsen i Amaliegade i begyndelsen at 1800-tallet. Det er en tid, hvor alt er under forvandling, og hvor republikanere og kongetro kæmper om magten i de europæiske lande, foranlediget af den store franske revolution, og hvor nationalstaten for alvor skabes.
Men det er ikke kun på det politiske plan, verden er i forandring, med oplysningstiden kommer den nye videnskabelighed også stormende og slår mange mure ind, og Danmark bliver mod sin vilje en brik i et storpolitisk spil, der fører til det ene nederlag efter det andet. Et stort rige er på vej til at blive til en småstat, og landets hovedstad udsættes for et af de mest barbariske bombardementer, verden indtil da har set. En ny tid indvarsles med storslåede tanker om lighed og broderskab, samtidig med at eksploderende bomber, der udelukkende rammer civilbefolkningen, skal terrorisere danskerne til overgivelse. Midt i al dette passer Tobias sit arbejde, både som fødselslæge og som videnskabsmand og gør en kæmpeindsats under ildstormen på København. Da alt er forbi og de tusinder af døde og lemlæstede er kørt bort fra gader og stræder, og den danske flåde, Europas næststørste, er overgivet til englænderne, begynder et nyt terrorregimente, ledet af den ny konge, der med sit hemmelige politi forfølger enhver, han mistænker for at være i opposition til kongemagten. Også Tobias er truet.