The Possession

Den lille soveby Birchlake er overstrøet med gamle, mystiske vægge og stensætninger, der intet synligt formål har – og lige netop det har fanget Nolan Moores, værten på Youtube-showet The Anomaly Files, opmærksomhed. Sammen med produceren Ken, kameramanden Pierre og tovholderen Molly drager de til den afsidesliggende landsby i det nordlige Californien for at udforske området og skyde noget video.

Da de ankommer, finder de ud af, at teenageren Alaina Hixon har været sporløst forsvundet, men nu er dukket op igen. Hun påstår, at hun har været død, men er vendt tilbage. Herfra bliver besøget mere og mere mærkeligt. En tyk tåge trækker ind over byen, ting kravler rundt i mørket og virkeligheden - som vi kender den - vendes på hovedet.

The Possession kunne med de elementer sagtens have været endnu en pageturner i stil med The Anomaly, men det er desværre Rutgers svære toer, der aldrig rigtig forløser de gode ideer og bliver spændende. En del af problemet er bogens tempo. Da jeg var halvvejs, var der stadig ikke rigtig antydningen af en grundlæggende historie eller et egentligt mysterium, og som Rutger skruer op for uhyggen og mystikken i tredje akt går fortællingen fra langsommelig til lettere skuffende. Det hele forløses til sidst på under 20 sider.

Rutger kan heller ikke sige sig fri for, mere end en gang, at lave nogle gevaldige infodumps, hvor Nolan Moore kører i tomgang om hekse, mystiske stenvægge og overtro. Der er ingen tvivl om at Rutger har finkæmmet internettet for informationer, men de præsenteres uskønt og utroværdigt. At oplevelserne fra første bog, hvor holdet mistede et af deres medlemmer, også bare køres hen over på få linjer, giver nærmest ingen mening. Slutningen på The Anomaly smadrer fuldstændig vores verdensbillede, men i opfølgeren nævnes det ikke med et ord.

Jeg var heller ikke super komfortabel med skiftet i fortællerstilen. Mens Nolan Moore opleves fra førsteperson (som i første bog), så skifter bogen rask væk mellem første- og tredjeperson på en forvirrende måde, hvor jeg konstant blev trukket ud af fortællingen.

Det, der redder The Possession fra at blive en decideret maveplasker, er Rutgers evne til at skrive. Selvom grundideen ikke er fremragende, så er de konstante samtaler mellem Moore og resten af holdet troværdige – og indimellem er mystikken og uhyggen faktisk fed. Det er bare ikke nok til at redde bogen fra at være en halvsløj opfølger, når den sættes op mod den fremragende debutbog.

Jeg vil uden tvivl give en evt. treer i serien en chance, men jeg håber virkelig, at Michael Rutger vender tilbage til storformen fra The Anomaly, for Nolan Moore og resten af holdet på Youtube-showet The Anomaly Files kunne sagtens tåle en omgang mere.