Beskrivelse
Den utrolige historie om Thomas Franks tur fra seriebold til Premier League. I verdens største fodboldliga har han høstet stor anerkendelse som cheftræner for den lille London-klub Brentford F.C., der har lavet opsigtsvækkende resultater med danskeren på sidelinjen.
Thomas Frank sætter ord på sit hæsblæsende liv i et benhårdt game med verdensstjerner, svimlende summer og et stort pres på skuldrene uge efter uge. Han fortæller åbent om sine metoder på træningsbanen, om kampdage på berømte stadioner, om spillet i kulisserne, om svære valg og om sejre eller nederlag på og udenfor banen i en usædvanlig karriere.
Gennem flere sæsoner har den anerkendte fodboldskribent Kasper Steenbach fulgt træneren tæt, fra oprykningen til Premier League i 2021 og frem til i dag, hvor Thomas Frank flere gange er sat i forbindelse med de største klubber i England. De taler også om hans tumultariske tid i Brøndby IF, ligesom personer tæt på Thomas Frank bidrager til at tegne et nuanceret og medrivende portræt af manden, der mod forventning er blevet et af Danmarks varmeste navne i international fodbold.
Kasper Steenbach (født 1972) har blandt andet været Tipsbladets korrespondent i Italien, redaktør på Politikens weekendkultursektioner samt chefredaktør på magasinerne Euroman og Dossier. Han har før skrevet Spillet om FCK og Holdet om det danske fodboldlandshold.