Vi tabte: Hvordan jihadismen besejrede Vesten, og hvordan vi kommer videre som tabere

Spændende bog, men analysen halter

Bogens tema er yderst relevant i disse tider, hvor Vesten har trukket sig ud af Afghanistan og Taliban er kommet til magten.

Der er meget godt at sige om bogen, særligt de afsnit, der omhandler jihadisterne og deres strategier. Forfatteren har en væsentlig pointe i, at terrorangreb begået af islamiske jihadister i høj grad er drevet at politik og strategi i forhold til at styrke egen magtbase internt i den islamiske verden. Det er her bogen står stærkest og som gør, at jeg kan anbefale den.

Bogens svagheder er analyserne af "civilisationister" versus "sociologister", personificeret ved bl.a. Huntingtons "Civilisationernes sammenstød" og kontroversielle debattører som Kwame Anthony Appiah. Søren Villemoes har allerede i Weekendavisen redegjort for, hvordan Sheikh fejllæser Huntington, hvorfor jeg henviser til dette medie. I relation til civilisationer argumenterer Sheikh, med henvisning til bl.a. Kwame Anthony Appiah, til at "Vesten" vs. "Islam" er en forkert opstillet konflikt, da der ikke findes en særegen vestlig eller islamisk civilisation, fordi begge er præget af græsk filosofi og tænkning. Hertil kan jeg blot konstatere, at den græske filosofi og tænkemåde ikke synes rodfæstet i nutidens islamiske verden, med det kemalistiske Tyrkiet som eneste undtagelse. Forfatten begår også den fejl at tage den yderste højrefløjs holdninger til islam og indvandring til indtægt for en generel nedvurderende holdning i vesten.

Argumenterne om at jihadisternes terrorangreb hovedsageligt skyldes interne magtkampe i den islamiske verden kan også diskuteres, da f.eks. Muhammedkrisen jo var en reaktion på vestlige ytringer om islam og Muhammed, og har således intet at gøre med Israel-Palæstina-konflikten, som Sheikh henviser til flere gange i bogen. Skulle man følge den logik, ville alle jihadistiske angreb ophøre, hvis Vesten trækker sig ud og Israel-Palæstina-konflikten løses. Her overser Sheikh, efter min mening, at jihadismen i lige så høj grad er en modreaktion fra en voksende klasse af vrede unge mænd, der savner fremtidsudsigter, mere end indignation over Vestens ageren. Man kan lige så vel hævde, at Vestens ageren anvendes til at retfærdiggøre anvendelse af vold. Det er derfor heller ikke særlig sandsynligt, at den jihadistiske terror vil falde, hvis f.eks. Israel-Palæstina konflikten løses, hvis der stadig er en stor gruppe af vrede unge mænd, der ikke har en fremtiden.